På bagkant af prrs-udbrud: Danish Pig Genetics skærper profilering

Danish Pig Genetics går i offensiven efter udbruddet af prrs hos ks-stationen Hatting Horsens og markedsfører sig kraftigt på et 100 procent prrs-frit avlssystem.

Danish Pig Genetics indrykker i denne uge en stor annonce i LandbrugsAvisen, hvor de fremhæver, at de i deres avls- og ks-system lægger stor vægt på, at alle besætninger og ks-stationer i deres system er prrs-negative.

Direktør Lars Husted Dall, Danish Pig Genetics, ser ikke annoncen som udtryk for en optrapning af konkurrencen mellem på den ene side Danish Pig Genetics/Ornestation Mors og på den anden side DanBred/Hatting,

Han mener, at annoncen derimod tjener til at gøre kunderne opmærksomme på den forskel i tilgang til kontrol med prrs, der har været og fortsat er mellem de to avlsselskaber, når det drejer sig om prrs.

»Med vores prrs-frie system har vi mulighed for at levere noget, som markedet efterspørger, nemlig sæd der er garanteret prrs-negativt og kontrolleret efter et meget omfattende smittebeskyttelsesprogram«, forklarer avlsdirektøren.

Derfor ser han det som naturligt, at Danish Pig Genetics gennem markedsføring sætter fokus på en af de egenskaber, der har værdi for svineproducenter.

Øger kontrollen

Hos Dansk Svineavl, der omfatter avlerne hos DanBred, kalder formand Bo Kibsdal prrs-smitten på Hatting for en grim oplevelse.

»Den får os til at se indad og finde områder, hvor sikkerheden kan højnes. Det er vi allerede i fuld gang med«, siger Bo Kibsdal og fremhæver, at der allerede er indført pcr-test og flere blodprøvetest, og at der er flere tiltag på vej. Tiltagene drøftes bl.a. med de praktiserende dyrlæger.

Bo Kibsdal understreger, at ks-stationerne i DanBred-systemet er underlagt et uvildigt kontrolprogram, hvor Seges står for kontrollen.

»Det er brugernes sikkerhed for, at reglerne bliver overholdt«, siger formanden.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen, ønsker ikke at kommentere annoncen fra Danish Genetics, men understreger, at avlsbesætningerne hos DanBred er prrs-negative.

Faktaboks

Kamp om kunderne 

  • Da Danish Pig Genetics blev dannet, var et af de væsentligste punkter, hvor de adskilte sig fra de tidligere kolleger hos DanBred, at de ville satse på et 100 procent prrs-frit avls- og ks-system.
  • Hos DanBred valgte man tidligt at køre med både prrs-negative og prrs-positive ks-stationer og lade det være op til den enkelte kunde at vælge, hvor sæden skulle komme fra.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle