Pakistan er et nyt vækstmarked

Der er store muligheder for danske virksomheder.

Pakistan er mere end oversvømmelser og interne stridigheder. Det er også ved at blive et attraktivt vækstmarked, der byder på store muligheder for eksport. Landet skriger efter løsninger, hvor dansk erhvervsliv står særlig stærkt. Det gælder også inden for landbrugssektoren, hvor der er behov for maskiner og landbrugsteknologi.

Det fortæller Jesper Møller Sørensen, der 1. august starter som dansk ambassadør i Pakistan. Han har tidligere været udsendt til Tyrkiet, USA og var i 2010-11 souschef på den danske ambassade i Kabul. Ifølge Jesper Møller Sørensen overser mange de store vækstmuligheder, der er i landet med et befolkningstal på mere end 180 mio. Pakistan tilhører gruppen af Next-11-lande – de særligt potentielle markeder efter BRIK-landene.

Den nye regering ledes af den erhvervsvenlige Nawaz Sharif, som har gjort det klart, at han vil gennemføre en række økonomiske reformer. Kurserne på børsen i Karachi er røget i vejret siden valget i maj.

Jesper Møller Sørensen fortæller, at det er i dansk interesse, at Pakistan udvikler sig i en positiv retning. I sidste ende handler det også om sikkerhed i Europa og Danmark, hvad der foregår i Pakistan.

Og den danske ambassade i Islamabad ansætter efter sommerferien den første handelsmedarbejder, en pakistaner. Medarbejderen skal bistå danske virksomheder med at finde de rette lokale partnere, lave analyser af markedsmulighederne og hjælpe danske virksomheder, der vil etablere sig på det pakistanske marked.

Landbrug er et af de områder, hvor der for alvor er ved at være eksportmuligheder, vurderer Jesper Møller Sørensen. Han fremhæver, at en række internationale virksomheder de seneste år er begyndt at interessere sig for Pakistan. Det gælder især inden for agroindustrien og mejeriprodukter.

ubi

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle