Penge til landdistrikter hurtigere ud

NaturErhvervstyrelsens sagsbehandlingstider på landdistriktsområdet tog et stort dyk i 2014. Og udviklingen fortsætter, lover styrelsen.

NaturErhvervstyrelsen har i 2014 barberet en god bid af den tid, det tager at få udbetalt penge fra EU’s landdistriktsprogram:

I 2014 var ventetiden i gennemsnit 34 dage mod 114 året før. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen, som håber at være i stand til at give sagsbehandlingstiden endnu et dyk nedad i de kommende år.

Kontrol og digitalisering

NaturErhvervstyrelsen forventer bl.a, at det vil give resultater i form af mere effektiv og hurtig sagsbehandling, at der på kontrolområdet fremover bliver »mere ensretning på tværs af ordningerne«.

NaturErhvervstyrelsen arbejder samtidig for, at det bliver muligt at søge om tilsagn og udbetaling digitalt via Tast Selv-service på endnu flere ordninger - alt sammen ting, der kan bidrage til hurtig sagsbehandling, vurderer NaturErhverv.

»2015 et krævende år«

EU-direktør Sarah Børner, NaturErhvervstyrelsen, forventer dog samtidig, at 2015 vil være præget af implementeringen af EU’s landbrugsreform.

»2015 er et krævende år for os og kunderne med mange nye regler og ændringer. Men vi forventer, at vi næste år kan forsætte med at sænke sagsbehandlingstiderne,« siger EU-direktøren.

Hun tilføjer, at landmænd og deres konsulenter kan bidrage til at gøre sagsbehandlingen hurtigere ved at sende deres anmodninger om udbetalinger hurtigere ind.

Samlet tilskud på 1,3 mia. kr.

Tilskuddene under landdistriktsprogrammet går bl.a. til modernisering af stalde, støtte til økologiske marker, naturpleje og rydning af træer og buske i særlige naturområder.

Det samlede omfang af ordningerne i landdistriktsprogrammet betyder, at der i år kan søges tilskud for 1,3 mia. kr.

Årets ordninger

Blandt årets landdistriktsordninger er:

Landskabs- og biotopforbedrende beplantning. Lavbundsprojekter. Natura 2000-projekter. Vådområder: Fosfor og kvælstof. Græsningsprojekter. Miljøteknologi. Økologisk investeringsstøtte. Økologifremme. Erhvervsudvikling. Økologisk arealtilskud. Pleje af græs- og naturarealer m.fl.

Faktaboks

LDP-ordninger i 2015

  • Landdistriktsordningerne åbner løbende i 2015 på forskellige tidpunkter og med forskellige ansøgningsfrister.
  • Du kan læse mere om dette på www.naturerhverv.dk/tilskudsguide

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle