Politikere sår tvivl om aktiviststøtte

Det skal nu undersøges, om forbindelsen mellem dyreretsorganisationerne Anima og Dyrenes Alliance får betydning for de offentlige tilskud, organisationerne modtager.

Hverken Venstres Karsten Lauritzen eller Socialdemokraternes Bjarne Lausten er tilfredse med, at dyreretsorganisationen Dyrenes Alliance fortsat skal have del i tipsmidlerne fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Det sker, efter LandbrugsAvisen i sidste uge kunne afsløre, at Dyrenes Alliance har modtaget millionstøtte, på trods af at den tidligere formand Thorbjørn Schiønning ulovligt trængte ind på en lang række danske pelsdyrfarme. DUF valgte at udbetale pengene, fordi Thorbjørn Schiønning forklarede, at ulovlighederne foregik som projektansat hos søsterorganisationen Anima.

»Vi bliver nødt til at undersøge dette samarbejde, for vi skal have klarhed over, om den ene organisation begår ulovligheder, mens den anden får offentlige tilskud. Når der er en klar forbindelse, skal det undersøges, om de får tipsmidler efter hensigten,« siger Karsten Lauritzen.

Offentligt betalt erstatning

Karsten Lauritzen er ikke kun imod, at der gives offentlig støtte til en organisation, som har været indblandet i ulovligheder. Det bekymrer ham også, hvad pengene kan blive brugt til. Tidligere på ugen bad han kulturminister Uffe Elbæk (R) redegøre for, at Animas offentlige tilskud ikke bliver brugt til at betale Dansk Pelsdyravlerforening den erstatning på 847.000 kr., som Anima blev idømt i forbindelse med den ulovlige indtrængen. Og nu kommer Uffe Elbæk også til at tage stilling til midlerne fra DUF.

»Jeg vil have svar på, om det juridisk kan lade sig gøre, at Dyrenes Alliance kan give et tilskud til Anima, så de offentlige midler går til at betale en erstatning. Og jeg mener, at det er helt naturligt, at man undersøger Dyrenes Alliance, der åbenlyst bakker op om en organisation, der er ufin i kanten,« siger Karsten Lauritzen, som samtidig understreger, at han har fuld tillid til, at DUF's kontrolsystem fungerer efter hensigten:

»Men det her kan også være en lejlighed for DUF til at få bekræftet og vise offentligheden, at kontrolsystemet virker«.

Ikke rimeligt

Socialdemokraternes Bjarne Lausten synes ikke, det er rimeligt at give penge til folk, der ikke overholder loven.

»Jeg synes, det er problematisk, at vi giver tipsmidler til nogen, der bryder loven. Når man modtager tipsmidler, er grundvilkårene, at man ikke er impliceret i lovbrud men overholder loven.« siger han.

Allerede før sommerferien havde Bjarne Lausten fokus på sagen om den ulovlige indtrængen. Gennem Folketingets Finansudvalg bad han ad flere omgange justitsministeren redegøre for udviklingen i sagen, der var tre år undervejs. Og han giver ikke meget for forklaringen om, at ulovlighederne er begået i andres navn.

»Det er ligegyldigt, hvilke kasketter man har på, landets lovgivning skal overholdes. Hen ved selvfølgeligt godt, at loven er blevet brudt. Det er ikke rimeligt at give penge til folk, der ikke overholder loven,« siger Bjarne Lausten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle