Politikken skal skabes med stærk forankring i det praktiske landbrug

50 Formanden for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen, fylder 50 år 31. marts.

Hans karriere som bondemand, som han altid insisterer på at kalde sig selv, startede allerede, da han gik i fjerde klasse. Her fik han en kvie af sin far, som han selv skulle passe. I sjette klasse var det blevet til seks køer plus opdræt, der stod opstaldet på præstegården, og så havde han sin egen lille produktion, der leverede mælk til det, der den gang hed Fyns Mælk.

Køerne blev dog sidenhen skiftet ud med svin. Først fik han frilandsgrise i 1993 og i 2007 blev Hans Erik Jørgensen og hans kone, Kirsten, økologiske svineproducenter.

I dag driver de Risbjerg Landbrug ved Haarby på Fyn med 300 økologiske søer, og der produceres omkring 6.000 slagtesvin om året.

Risbjerg Landbrug er eksperimentarium for Udviklingscenter for Husdyr på Friland. Her laves mange forsøg med at afprøve nye og mere robuste griseracer, nye hytter eller fodertyper, som kan være med til at udvikle den økologiske svineproduktion.

Hans Erik Jørgensen har i en årrække været et aktivt medlem i Landbrug & Fødevarers Økologisektion, og i efteråret 2014 blev han valgt til formand for Økologisektionen.

For Hans Erik Jørgensen er det politiske arbejde en mulighed for at få så megen praktisk erfaring fra gården med ind i økologipolitikken som muligt. For som han selv siger: »Min identitet er bondemanden, der tager til møde og kommer med den praktiske baggrund. Det er vigtigt, at politik skabes med en stærk forankring i det praktiske landbrug.«

Med det i bagagen arbejder han for at bane vejen for, at nye ideer bliver hørt, og at der er en naturlig udvikling i den økologiske produktion. Det gør han både gennem bestyrelsesarbejdet i Landbrug & Fødevarer og gennem udviklingsarbejdet på gården.

Kirsten og Hans Erik Jørgensen har tilsammen tre børn, hvoraf de to ældste er flyttet hjemmefra.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle