Ræs i den gamle lade

Poul Verner Pedersens lade og stald havde stået tomme i mange år. Nu summer bygningerne af liv, for de er indtaget af børn, der træner deres vilde BMX-spring indendørs i vinterhalvåret.

Knap er vi kommet inden for døren, før vi næsten må springe for livet. Et væld af små hurtige cykler drøner af sted rundt i den store lade med lynets hast. Snart oppe, snart nede af de mange spring og forhindringer, der fylder hver kvadratmeter af den 800 kvm store lade.

Vi befinder os hos Poul Verner Pedersen fra Tøndering ved Skive. Han har de sidste syv år udlejet lade og stald til den lokale BMX-klub, så de har et sted at træne i vinterhalvåret, og når det er dårligt vejr. Og det er ikke småting, disse børn og unge kan. De flotte spring og saltoer med cyklen ser let og elegant ud - men der ligger mange træningstimer i laden bag.

»Den gang BMX-klubben henvendte sig, var jeg fuldtids svineproducent. Men grisene stod på en anden gård, mens lade og stald på gården, hvor vi bor, ikke blev brugt,« fortæller Poul Verner Pedersen.

I laden var et gammelt korntørringsanlæg og køresiloer, som han ikke havde brug for, da jorden var lejet ud.

»Vi rev alt ud, så der bare var et stort tomt rum. Og BMX-folkene byggede selv banen op fra bunden,« beretter han.

Overvejelser

Inden Poul Verner Pedersen og hans familie sagde ja til BMX-klubben, overvejede de, om det nu også var en god ide.

»Vi var mest betænkelige ved, hvor meget det ville genere, at der pludselig kom så mange mennesker på gården. For klubben træner tre gange om ugen og har 100 medlemmer. Men vi ville jo også gerne støtte op om lokalområdets sport og give børnene et sted at være og noget at lave om vinteren. Så vi sagde ja,« fortæller han.

Og det har familien aldrig fortrudt. Tværtimod. Det giver dem stor glæde at se, hvor megen nytte og glæde de mange børn og unge har af deres indendørs bane. Og med BMX-indgangen på bagsiden af laden kommer klubbens medlemmer slet ikke ind på gårdspladsen. Så familien mærker dem nærmest ikke - de kan kun se gennem vinduerne, at de suser rundt i laden.

»Vi er rigtig glade for at kunne hjælpe klubben med at holde børnene i gang. Og klubben betaler os da også en årlig leje - selvom vi nok kunne få mere ved at leje ud til campingvogne, halm eller andet. Men vi vil hellere huse BMX-børnene. Og det er da bedre, at bygningerne bliver brugt, end de står tomme,« siger Poul Verner Pedersen.

Laden gør os gode

Også BMX-klubben er meget glad for samarbejdet og deres vinterbane. René Skjold, der er træner og formand i Sallingsund BMX-klub, fortæller:

»Det betyder rigtig meget for os, at vi kan dyrke vores sport hele året rundt - og ikke kun på udendørsbanen. Laden og vintertræningen er helt klart medvirkende til, at vi har så gode kørere i klubben og både deltager i DM, EM, VM og andre store løb. Det er her, vi træner springteknik,« siger René Skjold. Han tilføjer, at BMX de fleste steder kun er en sommersport, og at man andre steder mister mange medlemmer i vinterpausen.

»I Danmark findes der kun to andre indendørs haller til BMX, men de har baner med faste elementer bygget i beton. Vores indendørs bane er unik, fordi den består af løse kombinationer bygget i træ, som vi selv har bygget. Så den er meget fleksibel, og jeg kan lave hele banen om på 10 minutter og give vores kørere nye udfordringer hele tiden.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle