»Er du egentlig klar over, at mennesket trives bedst ved 14 grader?«
Det er mig, der stiller spørgsmålet, og i dette fortrolige selskab kan jeg lige så godt indrømme, at jeg gør det for at provokere. Termometret står på 14 grader, min kloge kone surmuler næsten lige så meget, som jeg gør, når nålen står på 30, og hun springer lystigt rundt ude i haven kvidrende om, hvor dejlig sommeren er.
Men jeg har en gang læst, at 14 grader er bedst for det menneskelige legeme, og sådan føler jeg det også. Hvis det ikke lige var for regnen. Den er vi enige om efterhånden er træls.
De to små vandhuller nede på engen er vokset til enorme søer, som kreaturerne tålmodigt vader ud i for at æde tagrør. Der står fem centimeter vand i indkørslen, vandmåleren render konstant over, og vi har endnu midt i oktober til gode at tage første slæt græs på de enge, der en gang udgjorde grundlaget for områdets velstand. Det er simpelthen umuligt at køre der.
»Vi skulle også se at få havemøblerne ind,« funderer min kloge kone i sin opremsning af alle de ting, som vi endnu ikke har nået.
»Men på den anden side skulle de helst være tørre, når vi sætter dem ind,« fortsætter hun sin deprimerende tankerække.
»Og hvad med hegnet nede mod vandet? Skal det ikke også tages ned, inden der kommer oversvømmelser?« spørger hun og ser direkte på mig med et udtryk i øjnene, så jeg egentlig godt ved, at det ikke er ment som et spørgsmål.
Hun har helt ret. Jeg ved det godt. Næsten hvert eneste år kommer oversvømmelserne fra et vindblæst vesterhav mig i forkøbet og vælter ind over hegnet, som det tager flere dage at gøre rent for flodskarn hvert eneste forår.
Jeg kigger væk og undlader at svare, mens jeg tænker på, hvad hun mon har glemt. Kigger mig febrilsk om i køkkenet for at finde end fejl, hun har lavet, som jeg kan påpege. Forgæves.
»Gider du ikke lige lægge det tøj på plads, som jeg har vasket og lagt sammen. Det ligger ude i badeværelset,« fortsætter hun, da jeg lige har sat mig med avisen.
Skal det absolut være lige nu, hvor jeg har sat mig med weekendavisens motortillæg? Tænker jeg. Den slags siger en voksen mand ikke højt.
»Ved du hvad,« svarer jeg ud i luften, »jeg går ned og ordner det hegn.«
Jeg er lige kommet ud, da en regnstorm bryder løs. Jeg vender om og finder ind til lænestolen og avisen.
»Det regner, og det er for koldt,« siger jeg stille.
