Rekordstort prisgab for mælk i Sverige

Detailhandelen og mejerierne har ifølge Jordbruksverkets cheføkonom kunnet udnytte deres magt i forhold til landmændene.

I Sverige har landbrugsministeriet lavet en tilsvarende undersøgelse, der viser, at gabet mellem afregningsprisen og butiksprisen på mælk er rekordstor.

Ifølge Jordbruksverket viser undersøgelsen tydeligt, at detailhandelen og mejerierne har kunnet udnytte deres magt i forhold til landmændene, fordi magten er samlet hos nogle få aktører.

»Jo færre aktører, jo mere magt får de. Så er spørgsmålet, hvordan de vælger at udnytte den, enten ved at skaffe sig monopolgevinster eller ved at udnyttelse stordriftsfordele,« siger cheføkonom Harald Svensson til bladet Land Lantbruk.

Gabet mellem afregningsprisen og butiksprisen på mælk er nu oppe på over fem svenske kroner.

Markedsanalytiker Lennart Holmström, Svensk Mjölk, påpeger, at man ikke skal stirre sig blind på den store forskel, fordi konsummælken kun udgør 30 procent af mejeriernes omsætning.

Den svenske undersøgelse viser, at afregningspriserne ikke er steget nævneværdigt de sidste 20 år, bortset fra nogle store udsving inden for de sidste fem år.

Undersøgelsen viser desuden, at prisgabet er blevet mere end dobbelt så stort, efter at svenske Arla fusionerede med MD Foods i 1999.

Undersøgelsen konkluderer i øvrigt, at det i dag er markedet, der bestemmer priserne, mens de tidligere i høj grad var styret af politiske beslutninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle