Af Birgitte Kjemtrup Høyer, Tinnet
Uh, det har gjort ondt. Meget. Men ikke længere. Og så kan det godt være, at nogen vil synes, at jeg tager lidt for meget på vej. Men ikke desto mindre har jeg kviet mig ved at smide mit køkkenaffald i skraldespande. Men nu er løsningen her! For vi har fået høns igen. Eller: Bettemand To har fået høns. Om det var Manden eller Bettemand To, der fik dén lyse idé, ved jeg ikke. Manden hævder, at det ikke var ham. Og Bettemand To ser frem til at tjene styrtende med skejser på æggesalget. Og derfor er der også købt sjove racer ind. Nogle, der lægger lysegrønne æg, nogle, der lægger mørkegrønne, og så fire dansk landrace høns, som lægger flødefarvede æg. Og en hane. For der skal jo være kyllinger i æggene, som Bettemand To siger. Og så mangler han bare chokoladeæggene. Altså dem med en skal, der ligner chokolade. Så kan han lave en hel påskekurv, kan han. Efter en længere forhandling om prisen på foder til de her sjove stykker fjerkræ, er der kommet en aftale i hus, som både Manden og Bettemand To er tilfredse med. Mor får alle de æg, hun kan bruge, mod at Far betaler foderet. Sådan. Og så kan det godt være, at de otte høns, der er kommet i skuret, ikke er nok. Det må tiden vise.
Så det er dejligt med høns igen. Så er der fuld udnyttelse af madaffaldet og friske æg til morgenbordet. Dog var jeg ikke udpræget begejstret, da Manden og Bettemand To kom ind fra malkning og fortalte om denne deres nye plan for ekstra indtjening til sparegrisen. For hvem skal passe dem? Det skal jeg! råber Bettemand To, hvorefter jeg med et hævet øjenbryn skæver op til Manden. Manden ruller bare med øjnene og siger, at han da nok skal hjælpe. En gang imellem. Så på trods af min mavefornemmelse, der siger, at jeg selv kommer til at passe de høns, også selv om vi aflivede de gamle på grund af min manglende tid, så er der nu hanegal til morgengryet igen. Og jeg nyder det! Der er ikke noget så afstressende som at kigge på høns, der går og roder i jorden. Det skulle da lige være køer, der græsser. Hvis man da har tid til at stå derude og kigge.
Så mens vi går og venter på tørvejr i længere tid til gyllekørsel, og rydder op efter drivhuset, der blev krøllet sammen i stormen, kan vi pylre om hønsene og lægge planer for det nye, store, hjemmelavede hønsehus, de naturligvis skal have. Det vil passe så fint ind i min gårdhave. Måske med en lille forgrenet træstamme inden i? Jeg er dog lidt i tvivl om, hvor langt Mandens engagement rækker. For uanset hvad skal der muges i hånden. Det må så være der, hvor han træder til. Så skal Bettemand To og jeg nok klare alt det sjove. Og mon ikke Bettemand To nok skal klare ærterne i sidste ende. Det plejer han i hvert fald.
