Sorte svaner udfordrer sandheden

Sorte svaner er et begreb for en risiko, som eksisterede, men som vi ikke kendte til, før den viste sig.

Vi ved jo alle, at svaner er hvide, og dermed ved vi også, hvilken farve en ny svane vil få. Da Australien så blev opdaget, blev den sandhed udfordret, for her fandtes sorte svaner. Verdensopfattelsen måtte dermed ændres. Jeg synes, at Ukraine-krisen - og virkningerne af den konflikt mellem Rusland og Vesten der kæmpes med handelspolitiske våben - er at sammenligne med de sorte svaner.

Virkningerne på landbruget er dramatiske med stort fald i produktpriserne på produktgrupper, hvor Rusland traditionelt har importeret fødevarer fra os og andre vestlige lande.

Den samlede danske landbrugseksport til Rusland er ca. 6 mia. kr. ud af en samlet landbrugseksport på 140 mia. kroner.

Det er jo en mindre andel af eksporten, men det vedrører dels vigtige varer i den samlede afsætning, dels at de pågældende varer skal sælges på markeder, hvor også andre skal have afsat deres »tiloversblevne« landbrugsvarer.

Fødevaremarkederne er meget prisfølsomme, hvor få procent over- eller underforsyning kan betyde store prisudsving.

Og med russisk melding, om at deres sanktioner vil vare i hvert fald et år, er der jo skabt et eldorado for indkøberne.

Det er kort sagt træls at se, hvordan produktpriserne falder i denne tid og at se indsigtsfulde prognoser om, at vi endnu ikke har nået prisbunden.

Ledelsesmæssigt er der de fleste steder ikke andet at gøre end at tage situationen til efterretning. Svingende priser er en del af ny normalsituation, efter at EU har forladt systemet med ret faste EU-landbrugspriser. Større følsomheder kræver normalt mere egenkapital - og i hvert fald sikring af likviditetsreserver.

Følsomhedsanalyser og systematisk risikostyring er et must i et modene ledet landbrug. De kan ikke fange fremkomst af »sorte svaner« på forhånd - men de kan bidrage til, at man er bedre rustet til at handle, når de uforudsete situationer opstår.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle