Steffen Damsgaard siger farvel til LandboUngdom

LandboUngdom skal ud at se sig om efter en ny formand. Foreningens fuldtidsformand gennem de sidste fire år, Steffen Damsgaard (31), har meddelt, at han siger farvel til posten og ungdomsarbejdet på årsmødet 26. april. I stedet stiller han 31. marts op til formandsposten i Landdistrikternes Fællesråd (LDF), hvor han de sidste fire år har siddet i bestyrelsen som repræsentant for LandboUngdom.

"Det har været utrolig spændende at sidde i bestyrelsen de seneste fire år, og opgaverne omkring udviklingen af landdistrikterne ligger mit hjerte meget nært," skriver Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse om sit kandidatur.

Udfordrer Lone Andersen

Steffen Damsgaaard udfordrer med sit kandidatur til formandsposten i Landdistrikternes Fællesråd den siddende formand, Lone Andersen, Lyne.

Hun sidder i LDF som repræsentant for Dansk Landbrug, Familielandbrugssektionen, og har ingen planer om at opgive sin formandspost godvilligt.

"Jeg brænder for arbejdet i Landdistrikternes Fællesråd og vil godt fortsætte. Så jeg går til årsmødet med kampgejst og forventer da også at være formand bagefter," siger Lone Andersen.

Hun glæder sig dog samtidig over, at der er interesse for arbejdet i LDF.

"Det viser, at landdistriktspolitikken og LDF nu for alvor er kommet på danmarkskortet."

Den nye bestyrelse for Landdistrikternes Fællesråd bliver på årsmødet indskrænket fra de nuværende 11 medlemmer til en mere snæver skare på syv fremover, så der bliver under alle omstændigheder kamp om pladserne.

hac

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle