Stimulus effektiviserer inseminering

Uvildig afprøvning bekræfter, at stimuleringssapparatet Stimulus, der fik Agromekprisen sidste år, gør insemineringen hurtigere.

Man kan spare tid ved at lade insemineringsbøjlen Stimulus stimulere soen, når den skal insemineres. Det viser resultater fra Den rullende Afprøvning, der har sammenlignet tre besætninger. Tidsbesparelsen lå i de to besætninger på op mod 44 procent i forhold til manuel stimulering af soen. Derimod sparede man ikke tid i en tredje besætning, hvor man i forvejen brugte stimuleringsapparatet SoFus.

I afprøvningen blev søerne enten stimuleret af en person eller ved hjælp af Stimulus. Efter søerne var stimuleret blev katetret indført og sædposen sat på. I kontrolgruppen sad inseminøren på soen, mens sædposen i forsøgsgruppen var placeret i en holder. Tidsforbruget pr. so blev målt, og der var statistisk sikker forskel på, hvor lang tid det tog at inseminere med og uden Stimulus. Forskellen lå i snit på 2,4-3 minutter. Det svarer til 42-44 procent.

Den rullende Afprøvning konkluderer derfor, at Stimulus kan spare tid. Dertil kommer, at det er fysisk hårdt at stimulere og inseminere søer manuelt, og derfor kan det samtidig aflaste den, der inseminerer. Den kunstige orne kan dog ikke afgøre, om en so er i stående brunst, og har derfor kun sin berettigelse hos søer, som man ved er i stående brunst.

Det blev i afprøvningen vurderet, at én inseminør kan betjene cirka fire Stimulus ad gangen.

Stimulus er opfundet af svineproducenterne Steen Birkeland og Morten Clausen, Ribe, og koster 9600 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle