Stor hugst i danske skove

I 2006 var hugsten den største i 20 år, bortset fra år med orkan og stormfald.

Sidste år blev der skovet 2,4 mio. kubikmeter træ i de danske skove. Det er væsentligt mere end i normale år, og ca. 25 procent over gennemsnittet i perioden 2001-2004.

I 2005 var hugsten ganske vist endnu større, for ikke at tale om 2000, men det skyldes store stormfald på grund af orkaner.

Ser man bort fra orkanerne, var hugsten sidste år den største i 20 år, ifølge Danmarks Statistiks tal.

Selv med den øgede hugst i 2006 er der dog ifølge Dansk Skovforening stadig et stort overskud af træ i Danmarks skove. Skovene vokser nemlig med cirka fem millioner kubikmeter træ om året, så det er kun halvdelen af denne tilvækst, der fjernes.

Højere priser

Højere priser på træ er en oplagt forklaring på den store hugst sidste år, ifølge Dansk Skovforening.

Hugsten fordeler sig ligeligt med halvdelen til gavntræ og resten træ til brænde og andre former for energiudnyttelse.

På 10 år er hugsten af træ til brænde og flis og andre former for energi fordoblet fra 600.000 til 1,2 millioner kubikmeter. Det svarer til brændværdien af 200.000 ton olie eller cirka tre procent af Danmarks totale olieforbrug, ifølge Dansk Skovforening.

Fem kubikmeter pr. hektar

Der blev i gennemsnit høstet fem kubikmeter pr. hektar i danske skove. Dette gennemsnit dækker over, at der i skove over 100 hektar høstes seks kubikmeter pr. hektar, mens der i mindre skove kun høstes 3,4 kubikmeter pr. hektar.

Der er desuden en anden karakteristisk forskel mellem mindre og større skove. I de mindre skove er det under en tredjedel der bruges til gavntræ, mens noget mere end halvdelen af hugsten i de store skove bruges til gavntræ.

Jylland tegner sig for 74 procent af den samlede produktion. Her produceres næsten ti gange så meget nåletræ som løvtræ, mens der på øerne produceres lige så meget løvtræ som nåletræ.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle