Store maskiner er altid en icebreaker – også i Tivoli

Når Dansk Maskin-handlerforening vælger at gå ind i Tivoli Mad & Vin Festival og vise landbrugsmaskiner frem for gæsterne, så handler det om at få skabt bedre dialog mellem land og by og at slå på tromme for mulighederne i maskinbranchen.

Det fortæller foreningens direktør Klaus Nissen.

»Det er vigtigt for vores medlemmer, at vi får vist os frem i forhold til omverdenen, og arrangementet i Tivoli er jo i samme boldgade som dyrskuer og Åbent Landbrug. Fælles for de arrangementer er, at vi får muligheden for at møde byboere på en afslappet måde og få gang i en positiv dialog om landbruget og maskinbranchen. Vi vil jo blandt andet meget gerne fortælle om de karrieremuligheder, der ligger i vores branche,« siger Klaus Nissen, som er meget tilfreds med udbyttet af deltagelsen.

»Der var bestemt værdi for indsatsen. Vi får talt med mange mennesker, og en stor del af dem kan vi give nogle aha-oplevelser om det teknologiske niveau og den måde, som landmændene arbejder med maskinerne. Det er helt sikkert med til at nogle, som ellers er meget langt fra vores erhverv, får større interesse og kendskab til en branche, som jo ikke fylder meget i København til hverdag,« siger Klaus Nissen.

Fantastisk produkt

Maskinhandlerne ville gerne have haft en mejetærsker med, men det kunne ikke lade sig gøre at få den ind i Tivoli. I stedet var det blandt andet nye traktorer fra CASE IH, New Holland og Valtra, som fascinerede store og små Tivoli-gæster. En IH 844 traktor fra 70’erne var med til at sætte den teknologiske udvikling i perspektiv, mens en Farmdroid Robot pegede mod fremtidens løsninger.

»Ny teknik og store maskiner vil altid være noget, som fanger børn og – især – deres fædre. På den led har vi et fantastisk produkt i forhold til at få gang i en god snak, og dem fik vi også virkeligt mange af i weekenden. Tivoli Mad & Vin Festival er et rigtig godt supplement til vores andre udadrettede aktiviter,« siger Klaus Nissen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle