Strategien virker- der lyttes!

"Måske er jeg ikke medlem af partiet Venstre. Men det ændrer ikke ved, at mit første kørekort var et traktorkørekort. Jeg er jeres minister. Jeg vil tale med jer, lytte til jer og kæmpe for dansk landbrug i Bruxelles."

Mon ikke en og anden delegeret måtte virre lidt med hovedet, da den nyudsprungne fødevareminister, Mette Gjerskov (S), afleverede denne replik fra talerstolen i Herning onsdag formiddag. Væk var al tale om at få afskaffet EU-støtten hurtigst muligt. Nok ønskes der stadig mere økologi, men, med ministerens ord, økologien skal gå fra "en lille smule til en lille smule mere." Og når det handlede om erhvervets anstrengte økonomi, var talen ikke til at misforstå: "Regeringen vil IKKE bidrage til, at læsset vælter."

Sikke en ændring i tonen! Det er ikke længe siden, centrale politikere for alt i verden ikke ville forbindes med traktor-kørsel. Årsagen er selvfølgelig, at Danmark i den nuværende økonomiske krise ikke har råd til at undvære landbrugets bidrag. Men ikke kun det. Landbrugets egen organisation har en stor del af æren. Vi har nemlig også selv ændret tone, som det klart fremgik af formandens beretning. Landbruget skælder stadig ud - formand Niels Jørgen Pedersens håndfaste kritik af Grøn Vækst er ikke til at tage fejl af. Men det sker igen og igen ud fra et ønske om at skabe løsninger, ikke konflikter.

Kort sagt: Når man gider være positiv og lytte til omverdenen, lytter omverdenen også til os. Det er ganske enkelt den nye strategi, der begynder at virke. Når politikere som Mette Gjerskov vælger at tale positivt om landbruget, viser det, at vi er godt på vej. Men selvfølgelig gør ord det ikke alene. Der skal handling til. Der er nok at tage fat på - ikke mindst alle de skæve regler og den evindelige, nidkære kontrol, der igen i år var hovedklagen for delegeret efter delegeret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle