Sub-Tiller får skiveskær til vinterrapsen

For godt 40.000 kroner kan du nu opgradere din grubbe-såmaskine til vinterrapsen til en mere præcis og sikker frøplacering.

HE-VA præsenterede på Borgeby Fältdagar muligheden for at udstyre Sub-Tiller-grubberen med parallelogramophængte skiveskær-såorganer til præcis placering af vinterrapsfrøet. Det består af to glatte skiver og et dybdehjul, der også pakker rillen pr. enhed og er så smalt opbygget, at de kan placeres med blot 12 cm afstand, så der sås i den løse jord på hver sin side af den løsnede rille. Skærtrykket er op til ca. 50 kg.

Blandt andet en FarmTest om pløjefri etablering af vinterraps viser, at grubbesåning kan gå på kompromis med etableringssikkerheden, når rapsfrøene drysser ud foran pakkevalsen. Det kompromis undgås nu med de mere præcise skiveskær-såorganer på Sub-Tilleren.

»De glatte skiveskær kan arbejde under så godt som alle forhold og giver en mere ensartet fremspiring og gør dermed vinterrapsen mindre sneglefølsom. Placeringen i fugtig jord med skiveskær og trykrulle gør også etableringen mindre tørkefølsom,« siger Martin Dalsgaard, sælger hos HE-VA, om de nye skiveskær.

De nye skiveskær-såorganer kan let eftermonteres på eksisterende Sub-Tillere, og til en fire meter maskine med syv grubbetænder vil prisen være 41.000 kroner for syv såorganer.

Foruden skiveskær-såorganerne kan Sub-Tilleren udstyres med den nye Multi-Seeder Twin med to rum og to doseringsenheder til henholdsvis frø og sneglegift. HE-VA har nu også en fronttank til placering af startgødning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle