Svenske landmænd klapper igen

Optimismen boblede, da 1300 svenske landmænd mødte op for at høre om fremtiden, som topfolkene i det svenske landbrug ser den.

De svenske landmænd har fundet melodien.

"Åh Susanne."

Række efter række synger landmændene med under hallens store træbjælker, mens 2600 hænder klapper med.

Hvorfor?

Kornpriserne stiger. Den nye svenske jordbrugsminister taler om etanol-produktion, som et guldæg der bare venter på at blive udnyttet af de svenske landmænd.

LandbrugsAvisen er med i blå hal i Skövde i Sydsverige. Små propeller i loftet varsler luft til sejlene. 1300 landmænd tilbringer denne mandag aften til debatmøde om fremtiden.

Hvor er sortsynet blevet af - og priserne som altid går ned?

I hvert fald langt fra Skövde og det svenske landbrug.

Regeringen vil gerne være med på bølgen.

Sveriges nye landbrugsminister, Eskil Erlandsson, skifter fra alvorlig mine til storoptimist på et sekund. Fra katastrofestorm til solstråle.

"Vi må ikke glemme, at folk har mistet deres livsværk på et sekund," siger landbrugsministeren. Udenfor hiver vinden i bildørene. Men vinden fylder ikke meget trods dens styrke. På markerne er svensk landbrug på vej til at blive verdens bedste, mener han.

"Når jeg møder mine kolleger i Europa, så vil de høre om bioenergi. Det er I, som er den nye tids oliesheiker."

Farten må øges

På mødet kan landmændene stille skarpe spørgsmål til toppen af svensk landbrug. To af dem er danske.

De får ikke meget modspil.

Arrangøren Swedbank noterer, at det danske fremmøde også siger noget om svensk landbrug.

"Danskerne er storebror," lyder det.

Arla Foods adm. direktør, Peder Tuborgh, deltager sammen med det delvist dansk-ejede grovvareselskab Svenska Foders adm. direktør, Carsten G. Klausen.

Det er mest grovvare-manden, der minder svenskerne om, at de ikke står på toppen endnu.

"Mark er billig, kvote(mælk) er billigt," siger han og bemærker, at med de forudsætninger kan en effektiv mælkeproducent tjene mere end en dansk kollega.

Men der skal mere fart på i Sverige.

"Jeg tror på, at bankerne (i dag) har lyttet til, at vi skal investere i flere stalde. Vi må blive bedre til eksport. Tag snebolde-effektiven til jer og invester noget mere," siger han og kigger ud på landmændene.

Bunden nået

Få meter fra danskeren minder Swedish Meats sidste topchef Magnus Lagergren om, at bunden er nået for de svenske slagterier.

"For to år siden snakkede vi om, hvorvidt landbruget kunne overleve. Har animalsk produktion en fremtid? Der er få kritiske spørgsmål i aften. Vi skal ikke glemme, at vi ikke var effektive nok. Om vi nåede bunden for et halvt eller et år siden ved jeg ikke. Men vi er på vej frem. Men vi må ikke slappe af," siger han.

Vejene i Sydsverige er plastret til med grene, og væltede træstammer ligger i rækker, som skulle de med en flodpram, da LandbrugsAvisen kører på de skånske landeveje.

For ikke længe siden var fremtiden for de svenske landmænd lige så stormfyldt som vindens hærgen i weekenden.

Men griseproduktionen er for første gang i tre år begyndt at stige sidst på året. Afhændelsen af Swedish Meats til finsk kontrol lader ikke til at vælte troen på, at svinenoteringen vil blive dramatisk lavere i årene fremover.

Sveriges svar på Peter Gæmelke, LRF's formand Lars-Göran Pettersson, opsumerer:

"Der er sket noget hos bønderne. Jeg mærker en optimisme, jeg aldrig har set før. Vi har alle muligheder."

Formanden har fundet takten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle