Tjek økonomien i juletræer på et øjeblik

Regneark viser hurtigt økonomien ved forskellige forudsætninger.

Hvis man har egnede arealer, og hvis man har lyst til denne produktion, kan juletræsdyrkning være et godt alternativ til almindelig planteproduktion.

Det er en helt anderledes produktion, blandt andet fordi den indebærer en vis portion gammeldags, manuelt arbejde, og den er intensiv, blandt andet på den måde at der er en høj værdiproduktion pr. arealenhed.

Helt centralt er, at man gør sig sine forudsætninger klar, og at man får lavet et realistisk budget inden plantestart. Et sådant budget skal ikke bare afspejle, hvordan man tror eller håber, det går. Der skal også regnes på alternative udfald. Hvad hvis prisen ændrer sig? Hvad hvis udbytteprocenten ændrer sig? Hvad hvis produktionen tager længere tid end forudsat?

Et nødvendigt regneark

Alle den slags beregninger indgår i en såkaldt følsomhedsanalyse, og en sådan hører med til ethvert budget. Den laves i det regneark, hvor budgettet er sat op. Ved at variere de enkelte faktorer udregnes, hvor meget ændringen påvirker den samlede økonomi.

At regne på flere alternativer kræver – ud over ’kørekort’ til selve regnearksprogrammet – en dybtgående erfaring i juletræsdyrkning. Man kan ikke bare ændre på de indgående faktorer uafhængigt af hinanden. Man skal kende noget til de realistiske sammenhænge

Et eksempel: Hvis prisen ændrer sig, eller man intensiverer pasningen, for eksempel i form af tilklipning af træerne, hvad betyder det så for regnestykket?

En gennemregning med standardforudsætningerne giver for et overskud på 16.900 kr. pr. hektar. Her er regnet med en planteafstand på 1,10 x 1,10, en udbytteprocent på 75 procent og en gennemsnitspris på 91 kr. pr. træ.

Hvis prisen falder med 20 procent til 73 kr. pr. træ (hvilket er et stort fald i forhold til, hvordan vi ser markedet), falder overskuddet til 7.800 kr. pr. hektar pr. år.

Hvis udbytteprocenten kan hæves til 85 (hvilket ikke er urealistisk i mange velpassede kulturer på gode lokaliteter), stiger udbyttet til 11.200 kr. med de lave priser – og til 21.600 kr. pr. hektar med de høje priser.

Gør banken glad

En sådan gennemregning kan med et godt regneværktøj foregå på få minutter, og det er en del af en professionel tilgang til planlægningen. Og hvis du skal i banken og låne til etableringen, vil det uden tvivl styrke din troværdighed, hvis du kan illustrere, at du har gennemregnet de forskellige udfaldsmuligheder.

Så kontakt en professionel dyrkningskonsulent som har det nødvendige værktøj, før du beslutter dig.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle