Topsikret mod svinepest: Alligevel blev danskerfarm ramt

Trods enorme foranstaltninger blev det delvist danskejede DanBred Arges i Rumænien tirs-dag 22. oktober ramt af svinepest, der betød, at 30.000 slagtesvin måtte aflives og begraves.

Farmen er sikret efter alle kunstens regler. For at komme ind skal man i brusebad en gang, desinficere hænder to gange, skifte til rent tøj to gange og skifte fodtøj tre gange.

Først derefter er der adgang til staldene på farmen Dan Bred Arges lidt vest for Bukarest, der ejes af danskere Martin Agerskov og Laurids Søndergaard og de to rumænere Nicu Benza og Ionel Chiriac.

Intet kommer med de ansatte ind på farmen. Hverken tøj eller personlige ting som smykker, briller, mobiltelefoner og cigaretter. Absolut ingenting.

40 mobiltelefoner

Ikke engang mit kamera får lov til at komme med ind, selv om jeg sværger på, at det et år siden, jeg har haft det med i en svinestald. Til gengæld er der købt 40 mobiltelefoner til at bruge internt på farmene. Det er med en af dem, de fleste billeder til denne artikel er taget.

Derudover desinficeres alle de lokaler, man skal igennem for at komme ind på farmen, med UV-lys nogle timer hver nat.

Nøjagtig lige så omfattende er sikkerhedsreglerne for dyr, foder, medicin, reservedele og alt andet, der skal ind i staldene. Der er sluser, karantænerum, vaskehaller, desinficerende bade, zoneopdelinger, trådnet mod insekter sat for alle åbninger, mere UV-lys og en lang række nedskrevne arbejdsgange, som skal overholdes for at hindre den frygtede smitte i at komme ind.

Hele vejen rundt om farmen er der sat et to meter højt stålhegn, og staldene er hegnet ind med endnu et hegn.

Alt overvåges med en lang række strategisk velplacerede kameraer for at kunne følge med, dokumentere og lægge ekstra pres på, at alle overholder alle procedurer.

Ti mio. kr. på sikring

Det er ingen overdrivelse at påstå, at farmens fire ejere nærmest har gjort alt, hvad der står i deres magt, for at holde afrikansk svinepest ude af deres 59.000 kvadratmeter stalde i Rumænien. De har brugt omkring 10 mio. kr. på at sikre farmen mod sygdommen. Alligevel gik det galt.

I halvandet år havde den rutinemæssige ugentlige test frikendt farmen for svinepest.

Men sent om eftermiddagen tirsdag 22. oktober kom det frygtede opkald fra de rumænske myndigheder. Der var fundet svinepest i prøver fra stald 5 midt i slagtesvinesitet.

For Laurids Søndergaard, der blev ringet op i en pause under svinekongressen i Herning, kom meddelelsen som et chok.

»Det var svært af fatte. Vi har siden 2017 arbejdet systematisk på at sikre farmen mod afrikansk svinepest. Vi har haft verdens nok allerbedste konsulenter til at rådgive os om smittebeskyttelse. Faktisk var en af dem ved at gennemgå farmen endnu engang, præcis da myndighederne ringede og fortalte, at sygdommen var fundet i prøver fra vores slagtesvin«, siger Laurids Søndergaard.

Både han og Martin Agerskov er enige om, at deres farm i Rumænien er om ikke den bedste, så i hvert fald en af de allerbedst beskyttede mod svinepest i både Rumænien og i Østeuropa i det hele taget.

Bortset fra den geografiske placering med slagtesvinesitet tæt på to skove og so-sitet tæt ved en landsby, hvor indbyggerne kan holde svin i baghaverne, er begge sites topsikrede.

»Vi kan selvfølgelig ikke kontrollere alt ned til mindste millimeter. Der er menneskelige faktorer, og der sker en omfattende transport på vejene af grise fra baggårdsproduktioner, hvor der ofte findes svinepest. Men vores sikkerhedsprocedurer er virkelig meget omfattende«, siger Martin Agerskov.

Omringet af svinepest

Officielt har der været godt 2.300 tilfælde af afrikansk svinepest i Rumænien i år. For et år siden var der to tilfælde tæt på danskerfarmen, der medførte forbud mod flytning af svin i 2 gange 40 dage. I efteråret i år har der været tre tilfælde af sygdommen kun 11, 16 og 20 km fra farmen i tre forskellige retninger.

»Vi er nærmest omringet af svinepest. Oven i det hele blev der forleden fundet endnu et tilfælde i en baggårdsbesætning kun 5 km fra vores slagtesvinebesætning og 11 km fra vores sofarm, der heldigvis ikke er ramt af sygdommen«, siger Martin Agerskov.

Hvordan slagetesvine-sitet er blevet smittet, er der ingen der ved. Der er mange teorier, men der er ingen vished, og ejerne vil ikke sprede ubegrundede rygter om, hvordan det kan være sket.

Midt i den ellers katastrofale situation er det et lyspunkt, at sofarmen ikke er ramt. Både af økonomiske grunde, fordi salget af smågrise fra sofarmen forhåbentlig snart bliver frigivet igen, men også fordi smågrisene skal bruges til at fylde slagtesvinestaldene op igen, når rengøring, desinfektion og karantæneperioden er overstået om cirka 5 måneder.

»Man må heller ikke undervurdere, at arbejdet på den sygdomsfrie sofarm er med til at holde modet oppe både hos os ejere og vores mange ansatte, efter at mange var med til at aflive og begrave de 30.000 slagtesvin fra slagtesvinefarmen«, siger Laurids Søndergaard.

Akut pladsproblem

Efter udbruddet af svinepest blev sofarmen omfattet af et otte ugers forbud mod at flytte svin. Derfor har en akut opgave været at skaffe plads til de 3.000 smågrise, der produceres hver uge, og som plejer at blive solgt eller sat ind i de karantæneramte slagtesvinestalde.

»For at løse den udfordring indrettede vi midlertidigt en nybygget farestald til smågrise, og i en periode fik vi dispensation til særslagtning af søer til 100 procent varmebehandlet kød. For to uger siden fik vi åbnet for salg af smågrise igen«, fortæller Laurids Søndergaard.

Sygdommen har også fået ejerne til at overveje, om den ellers ret omfattende smittebeskyttelse kan opgraderes yderligere.

»Vi har sat gang i byggeriet af en ny vaskehal til køretøjer. Den ligger fem km fra både so- og slagtesvine-sitet. Den skal supplere de to nuværende vaskehaller, der i dag ligger umiddelbart op ad de to sites. Idéen er, at de vanddampe, der kommer, når man vasker, ikke skal drive ind over staldene og føre smitte ind på den måde«, fortæller Martin Agerskov.

En anden ting, som muligvis kan forbedre sikkerheden, er at varmebehandle og pelletere foderet. Men fordi alt foderet i forvejen er i karantæne i mindst to måneder, mener rådgiverne ikke, at der er høj risiko ved foderet.

Samtidig er varmebehandling og pelletering er en meget dyr foranstaltning. Det er vanskeligere med pelleteret foder i vådfodringsanlæg, anlægget er dyrt, og der er store driftsomkostninger.

»Vi må sande, at det ikke er billigt at gardere sig mod afrikansk svinepest. Tilmed kan vi ikke en gang være helt sikre på, at de ting, vi indfører, kan holde sygdommen uden for hegnet«, siger Martin Agerskov.

Helt at stoppe produktionen i Rumænien kunne være en tredje måde at slippe for afrikansk svinepest på. Men det skridt udelukker alle fire ejere af DanBred Arges.

»Knap tre uger efter farmen blev ramt, vendte vi alle de økonomiske scenarier for farmen i Rumænien på et stort familieråd, hvor vi fire ejere, vores koner og vores otte børn og svigerbørn deltog«.

»Der besluttede vi at fortsætte på det niveau og med de udvidelser af soholdet og slagtesvineproduktionen, vi al-lerede har planlagt. Men det er klart, at vi ikke har råd til at blive ramt ret mange gange mere«, siger Laurids Søndergaard.

Tab på 20 mio. kr.

Alt i alt forudser ejerne, at angrebet af afrikansk svinepest kommer til at koste i omegnen af 20 mio. kr. i 2020 i udgifter til produktionstab, rengøring og desinfektion. Staten betaler for værdien af de aflivede grise, der hver alle blev vejet, før de blev begravet.

»Som en glædelig ting oven i de kæmpemæssige udfordringer, vi har med sygdommen, har samarbejdet med myndighederne været rigtig godt og tillidsfuldt,« siger Martin Agerskov.

Faktaboks

DanBred Arges:

  • Etableret 2005
  • 5.000 søer
  • 33 smågrise pr. årsso
  • Produktion af 165.000 smågrise og 75.000 slagtesvin om året
  • 1.450 hektar dyrkes med hvede, vinterbyg, vinterraps, majs og solsikke

 

Smittesikring hos DanBred Arges:

Mennesker: 

Ind i staldene:

  • Bader en gang. Rene håndklæder.
  • Skifter til rent tøj to gange.
  • Desinficerer hænder to gange.
  • Skifter fodtøj tre gange.

Ud fra staldene:

  • Bader en gang. Rene håndklæder
  • Skifter til rent tøj en gang.
  • Desinficerer hænder to gange.
  • Skifter fodtøj tre gange. 

Transport og udlevering

  • Svin transporteres kun i egne køretøjer.
  • Alle køretøjer skal vaskes, desinficeres og opvarmes til cirka 80 gr. i minimum 30 minutter, før de kører ind på farmen.
  • Alle grise udleveres via dobbelt slusegang, der giver dobbelt sikring mod tilbageløb af grise og mennesker.
  • Hvert køretøj må kun køre til slagteriet én gang pr. dag.

Foder

  • Alt foder skal ligge i silo i to måneder, før det må bruges.
  • Der er ingen sammenhæng mellem transportudstyr ved indlevering og forbrug af korn.

Medicin, værktøj, inventar, reservedele, byggematerialer, smykker, mobiler mm.

Personlige ting:

  • Hverken mobiltelefoner, cigaretter, smykker, briller eller andre personlige ting må komme ind i staldene.

Andre ting:

  • Tingene placeres i lokale eller container med adgang fra to sider.
  • Alt, der kan tåle det, opvarmes til cirka 80 gr. C i mindst 30 minutter, tågedesinficeres og bestråles med UV-lys i 48 timer.

Medicin:

  • Medicin hverken opvarmes eller tågedesinficeres.
  • Medicin leveres i en plastkasse. Kassen åbnes med to par handsker på. Når kassen er åbnet, tages de yderste handsker af, varerne flyttes over i en ny og desinficeret plastkasse, der placeres i et særligt lokale, som kun benytters til medicin og sæd. Der står varerne i UV-lys 48 timer. 

Anden beskyttelse

  • Der er to hegn uden om alle stalde. Hegnene er to meter høje, pigtråd øverst, og soklen er gravet en halv meter ned.
  • Det yderste hegn har el, så katte ikke kravler over, og geder og får ikke gnubber sig op ad hegnet.
  • Myggenet sat for alle indsugninger og vinduer. 

Ansattes kontakt til svin

  • Ansatte må ikke have svin i baghaven. Det tjekkes årligt, om forbuddet overholdes. 
  • Ansatte må ikke komme i kontakt med svin eller deltage i slagtning af dem.
  • Alle ansatte får tre halve grise om året gratis som kompensation.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle