Torvehandler: Vi er en uddøende race

Supermarkeder har priser, ingen kan hamle op med. Det eneste, vi kan tilbyde, er en bedre service, siger Martin Danielsen.

Det velkendte torvesalg fra byens pladser kan med tiden være en saga blot, mener Martin Danielsen.

Når flere grøntsager og blomster er klar til at handle med, vil han stå på sin stadeplads i Randers, hvad enten det er regn og rusk eller solskin. Dog er det efterhånden svært at få forretningen til at løbe rundt. De store kæder har taget over.

Plantorama og Billigblomst støvsuger markedet med deres lave priser. Supermarkedskæder som Føtex og Rema 1000 sælger buketter til meget få håndøre.

Grøntsager som blomkål, broccoli og ærter køber Martin Hartvig Danielsen fra en grøntsagsavler i Bjerringbro. Da han var knægt, solgte faren hjemmedyrkede kartofler og porrer m.m., men det kan næsten ikke betale sig i dag. Til gengæld sørger han for, at de købes ind dagen før, holdes super friske natten over og sælges på pladsen dagen efter.

»Der er også kunder, der sætter pris på mine lokale varer. Fru Jensen synes heldigvis stadig, det er hyggeligt med en sludder og kan se nostalgien i at købe på gammeldags maner. Men der er for få som hende. Til gengæld skal alle kunder have en rigtig god service, som er mere end et kasseapparat og en scanner. Der kan jeg gøre det bedre end supermarkederne«, understreger Martin Danielsen.

Stor konkurrence

Han har også stået på Torvet i Aarhus, men det er nu kun i november og december, han tager turen derned med gran, juletræer og løg. Konkurrencen er barsk i storbyen.

»Vi står syv mand derinde og sælger det samme. Og vi nye, der er kommet til, synes, det er ret hårdt. Min far har gode faste kunder, fordi han har haft sin stadeplads der i mange år«, siger Martin Danielsen.

Der skal et langt, sejt træk til for at få kunderne til at vænne sig til at købe hos torvehandlerne. Martin Danielsen er ikke sikker på, at torvehandlen vil kunne overleve på lang sigt. Men han gør en indsats og håber det bedste.

En måde, der dog har hjulpet på kundetiltrækningen, er Facebook, hvor han via en side hos Randers City kan komme med næste dags tilbud på de friske varer. Er der over 200 likes på en dag, ved han, det bliver en god handelsdag, og han kan fylde ekstra varer i bilen. Små lokale virksomheder, ansatte i tøjbutikker og folk fra banken er flittige til at købe.

Faktaboks

Martin Danielsen:

  • Har 40 hektar, 34 med græs, resten korn og roer,
  • Har nogle køer og nogle får
  • Var med i ’Landmand søger kærlighed’

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle