Turister strømmer til gammel dansk farm i Thailand

Dansk grundlagt malkekvæggaard i Thailand trækker turister til med strudse, dromedarer og hesteshow i western-tema.

”Welcome to Thai-Danish Dairy farm,” lyder hilsnen gennem en skrattende mikrofon. En ung kvinde, klædt i læderstøvler med sherifstjerne i skjorteåbningen og cowboyhat på hovedet, genner en gruppe turister op på en vogn, der bliver trukket efter en traktor.

Herefter starter en rundtur i det bakkede landskab på det 400 hektar store areal, som ligger i byen Muak Lek 140 km nord for Thailands hovedstad, Bangkok.

Det var her, den thailandske mælkeproduktion fødtes i 1962, da en dansk agronom i samarbejde med Danida og den thailanske regering startede Thaigården og det brand, der i dag kendes af mange thaier som Thai-Danish.

 

Uddannede konsulenter

”Det var et enormt projekt, som ikke bare indebar starten af selve produktionen men også uddannelse af 60-70 thailandske landmænd,” fortæller Helge Brunse, der var ansat på stedet som Danida-konsulent indtil 1995.

”Mange af dem, vi uddannede, har senere startet egne produktioner, eller fået job som konsulenter hos konkurrenter og den thailandske brancheorganisation DPO,” tilføjer han.

Efter et mislykket forsøg fra dansk side til at fortsætte samarbejdet i Thailand, og efter at Danida trak sig ud i 1995, har der ikke været noget samarbejde mellem danske og thailandske mælkeproducenter.

 

Produktionen fortsætter

Køerne på Thaigården nedstammer fra den røde danske malkerace, som blev bragt dertil ved projektets start. De 140 malkekøer i besætningen giver godt 20 liter mælk hver fordelt på to malkninger om dagen. De fodres med to typer græs afhængigt af regnsæsonen.

”Den viden, der fortsat bruges i Muak Lek, er grundlagt af danske landmænd, og er årsagen til at der overhovedet kan produceres en million ton mælk om året i Thailand, som der bliver nu,” siger Helge Brunse og forklarer, at produktionen af Thai-Danish-produkterne med tiden er blevet overhalet indenom af større internationale virksomheder som Nestle.

 

Muak Lek trækker turister

Alligevel er byen Muak Lek et kendt område, fordi Thaigården og trænings- og uddannelsescentret for kommende mælkeproducenter stadig ligger der.

Selve Thaigården er i dag omdannet til en regulær turistattraktion, som rummer mere end selve mælkeproduktionen.

Før gæsterne ser skyggen af en ko, er der strudse og dromedarer i indhegning, og besøget sluttes af med hesteshow i western-tema, hvor børn kan få en tur rundt i manegen, inden der fyres op under et linedance-show. Undervejs er der dog rundvisning i kostalden og lynkursus i, hvordan man malker en ko.

Marked for

danske virksomheder

Selvom malkekøerne ikke er det første, der springer i øjnene, er Thaigårdens succes hverken glemt eller gemt bag den cowboyinspirerede facade. Tværtimod ser Helge Brunse potentiale for lignende projekter i fremtiden.

”Mælkeforbruget i Thailand stiger med fem procent om året, så der er gode muligheder for, at danske virksomheder kan komme tilbage og få succes ligesom i 1960’erne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at man kunne starte noget op påny, og det kunne også være i nabolandet Cambodja, hvor der ikke eksisterer nogen reel mælkeproduktion,” siger han.

Danmark er for mange thaier ensbetydende med mælk, og hvis man opholder sig i Thailand, vil man som dansker kunne opleve ligefrem at blive takket for den indsats, som er årsagen til, at mælke- og yoghurtforbruget stiger i Thailand i disse år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle