Tyr så stor som en bil slagtet i Aalborg

En knap 1.700 kg tung Simmental-tyr blev i denne uge slagtet på Danish Crown i Aalborg.

De ansatte på Danish Crowns kreaturslagteri i Aalborg kiggede én ekstra gang, da en vognmand forleden åbnede bagsmækken til sin lastbil.

To store, tunge Simmental-tyre kiggede frejdigt ud fra lastbilen.

Den ’mindste’ af dem, som vejede ca. 1.600 kg i levende live, gik ad den normale slagtegang i slagteriet. Den anden og 100 kg tungere tyr blev i stedet læsset af ved slagteriets afdeling for nødslagtninger.

»Af frygt for at dens vægt skulle resultere i nedbrud på slagtelinien, tog vi den ind i nødslagteriet,« forklarer fabrikschef Palle Sørensen.

På størrelse med en bil

Tyren blev aflivet med en speciel boltpistol, som kun benyttes til ekstra store og ældre tyre.

»Den opførte sig eksemplarisk, men vi tager ingen chancer. Også af hensyn til dyret selv. Den er jo på størrelse med en almindelig personbil,« forklarer Palle Sørensen.

Masser af fars

Efter slagtning vejede tyren 995 kg, og efter benene var skåret fra, resterede 720 kg rent kød.

Da der er tale om en ældre og meget stor tyr, er muskelfibrene for store og for grove til, at kødet kan steges mørt på almindelig vis. Derfor blev det meste af kødet, på nær mørbraden, hakket til fars.

»Kødstykkerne er også for store til, at forbrugerne vil vælge dem i køledisken. Derfor hakker vi som regel altid de store tyre,« siger Palle Sørensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle