Udlandet ønsker simpel og sikker fodring

Skiold er de senere år rykket til Spanien, Ukraine og Kina. De fleste ordrer omhandler tørfodring.

Når landmænd i det store udland køber de karakteristiske gule fodersystemer fra Skiold, vælger de i de fleste tilfælde tørfodersystem frem for vådfodring.

Det er der ifølge udviklingsmanager Poul Nielsen en god årsag til.

»I udlandet ønsker man de simple og sikre løsninger, der følger med tørfodring. Det er forskelligt landene imellem. Men i Kina, hvor vi sælger rigtig mange fodersystemer, er det i høj grad tørfoderanlæg, som efterspørges,« forklarer han.

Starter først i Danmark

Det er på det danske marked, at Skiold implementerer de nyeste produkter, hvorimod udlandet følger efter nogle år senere.

Der er dog undtagelser på for eksempel det spanske marked, som Skiold er gået ind i med repræsentation nær Barcelona.

»Selv om Spanien er ramt af økonomisk krise, som giver udfordringer med at få finansiering til nyinvesteringer, så er der en række store familiedrevne svineselskaber, som investerer, og de benytter både våd- og tørfodring og de nye løsninger. Dem er vi i tæt dialog med,« fortæller Poul Nielsen.

I 2014 gik Skiold ind på det ukrainske marked. Trods den igangværende krise i landet er der forventninger til salget i landet på sigt.

»Det er vigtigt, at man som firma går officielt ud og siger, at man satser på et land og får kontor og lager i landet. Det styrker kundernes tiltro til, at man agter at blive i landet og yder service,« siger Poul Nielsen og peger på, at flere store dansk-ejede farme i Ukraine har valgt Skiold som leverandør.

Danmark går frem

Ifølge Poul Nielsen og Hans Jacob Hessellund har Skiold sat sig solidt på det danske marked.

Trods krise i dele af svinesektoren i de seneste 10 år, så har Skiold holdt stand.

»Vi vinder mange nye kontrakter i øjeblikket, og jeg føler, at vi vinder markedsandele, selv om markedet ikke er kørt op,« siger Hans Jacob Hessellund og forklarer udviklingen:

»Jeg tror, vi står stærkt, fordi vi har en god og bred palet af produkter, og det er gode produkter. Så vi kan altid ramme det, kunderne efterspørger.«

Poul Nielsen supplerer:

»Der er ikke en kæmpe optimisme, men de, der ved de kan lave penge på grise, de er ved at tage sig sammen til at få deres projekter videre i forløbet.«

Faktaboks

Skiold

  • Skiold A/S er stiftet helt tilbage i 1887 og har rødder i det nordjyske. 
  • I Sæby har koncernen hovedsæde og afdelinger i Ikast og Herlufmagle. Dertil kommer afdelinger i Sverige, Rusland, Kina, Ukraine, Spanien, Frankrig, Polen og Australien.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle