Udvidet formandsmøde var tiden værd

Landbrug & Fødevarers nye opfindelse, landsformandsmøde med overnatning, faldt i god jord hos foreningernes formænd.

Det startede tirsdag i strålende sol med den varmeste dag i mere end et halvt år. Og det kulminerede tirsdag ved frokosttid, da Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild fra podiet kunne meddele, at de nye vandplaner netop var lagt frem.

Landbrug & Fødevarers nyskabelse, et to dage langt landsformandsmøde på Sørup Herregård ved Ringsted, havde det hele: Debat, aktuelle indlæg med bl.a. Jørn Jespersen, formand for Natur- og Landbrugskommissionen, nyhedsdramatik. Og nok så vigtigt: En lang aften med mulighed for kollegial snak til ud på de små timer.

Det var en cocktail, der blev vel modtaget blandt deltagerne.

Styrker sammenholdet

»Det her skulle vi have gjort for længe siden, så havde vi undgået megen af den uro og ballade, vi har haft i organisationen. Det er virkelig noget, der styrker sammenholdet,« sagde bla. Chr. Lund, Sønderjysk Landboforening.

Også Thomas Hansen, Kolding Herreds Landbrugsforening, håbede, at nyskabelsen får lov at blive en tradition.

»Sådan et møde med overnatning er en rigtig god mulighed for at få udvekslet erfaringer med kollegerne om de udfordringer, vi hver især tumler med, Og så ligger det på et godt tidspunkt her i maj, hvor vi er færdige med at så.«

Bliver gentaget

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, tør næsten love, at der bliver tale om en gentagelse.

»Jeg vil personligt anbefale, at vi gør to-dagesmødet til en fast tradition. Det er en god fornemmelse, at der er tid til både at dyrke relationer og til at tage tunge emner op og give dem en seriøs behandling.

Og det er rart, at man for en gangs skyld ikke skal fare ud ad døren bagefter,« siger Martin Merrild.

Han tilføjer, at de kommende års udvidede landsformandsmøder formentlig vil blive afholdt på landbrugets egne konferencesteder: Kollekolle eller Koldkærgård og ikke som i år i idylliske herregårdsomgivelser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle