Ulven æder det lokale erhvervsliv

Af Palle Panduro
Slagter, Hjallerup Slagtehus
9320 Hjallerup

Ulven gør nu også indhug i det lokale erhvervsliv. Her i Hjallerup Slagtehus mærker vi det konkret. Flere af vore leverandører melder nu om ophør af slagtekvæg og fåreflokke. De vil simpelthen ikke risikere at finde deres dyr skambidt af ulve, som mange producenter her i det nordjyske har oplevet igennem den sidste tid.

Det kan, hvis det griber om sig, betyde døden for mange af mindre slagtehuse som vores, der hidtil har levet af at slagte for hobbyavlerne.

Når disse dyr forsvinder, forsvinder også en stor del af den naturpleje, mange ellers har fundet så nødvendigt. Men det er helt umuligt at have flokke af dyr gående i indhegninger, når ulven kommer tæt på. Det giver uro i flokken, dyrene bliver stressede og trives ikke. Det er jo ikke stressede og urolige dyr, en avler ønsker at arbejde med. Det giver heller ikke godt kød – rolige dyr giver godt kød. Det har vi altid haft som varemærke hos os. Den fuldstændige beskyttelse af ulven giver umulige problemer for den dyrevelfærd, der er forudsætningen for godt kød.

En del af det at færdes i det danske landskab har hidtil været at se flokke af græssende kvæg og får. Det syn er i fare for at forsvinde.

Mange flytter på landet for at have en hobby med heste, kvæg og får. Hvorfor skulle de flytte på landet når, når ulven rangerer højere end mennesker og deres husdyr? Ulven hører ikke til i et tæt befolket område som Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle