Ung kvægbruger kan hente en million ekstra

Tværfaglig handlingsplan viser, hvor pengene kommer og går.

Boy Feddersen, 32 år og kvægbruger ved Højer, behøver ikke spille lotto for at hente en milliongevinst. Han kan bare følge den tværfaglige handlingsplan, som han har fået lavet i samarbejde med Sønderjysk Landboforening.

Helt konkret står der, at han kan hente mellem 1,09 og 1,26 mio. kr. ved at investere 270.000-350.000 kr. Dog er de 600.000 kr. af gevinsten et engangsbeløb i form af salg af mælkekvote, men resten - de andre 600.000 kr. - er merindtjening i forhold til i dag hvert eneste år.

"Det har været noget af en øjenåbner," siger Boy Feddersen.

Gav for lidt

Da Boy Feddersen overtog gården fra sine forældre i 2007, kendte mælkeprisen ingen grænser opad. Det gik godt. Men mælkeprisen tog et ordentligt dyk nedad, og da der i år tre stadig var røde tal på bundlinjen, syntes han, der måtte gøres noget.

"Jeg var ikke tilfreds med, at det ikke gav de forventede penge," siger han.

Han kunne se på den sammenligning, han fik lavet med bedrifter af tilsvarende størrelse, at hans resultater lå på gennemsnittet. Hans mål er nu at komme i bedste fjerdedel.

Vidste ikke, hvad det kostede

Boy Feddersen peger på, at handlingsplanen bøjer i neon, hvor pengene kommer og går.

"Jeg kan se, at marken og ungdyrene koster for meget, fordi der er sat beløb på. Jeg regnede med, at det løb rundt," siger han.

Ifølge konsulenterne koster ungdyrene 150.000 kr. for meget om året, hvilket svarer til et pænt afdrag på gælden. Nu har han lejet en stald til ungdyrene, så de bliver nemmere at passe og tager mindre tid.

Marken er også for dyr. Målet er at få de 6.900 kr. pr. hektar ned på cirka 5.000 kr. pr. hektar. Der bliver sat maskiner til salg, og så skal maskinstationsarbejdet sendes i udbud.

"Jeg vidste, jeg havde for mange maskiner, men jeg vidste ikke, hvad det kostede," siger han.

Engangssalg

Da Boy Feddersen fik bygget ny stald var det et krav, at han skulle købe mælkekvote og køer til lige så meget, som han havde miljøgodkendelse til, før realkreditlånet blev udbetalt. Men stalden var mindre, og nu skal en del af køerne sættes ud. Planen er, at han skal sælge så meget, at han udnytter sin kvote med 107-109 procent. Derved kan han hente cirka 600.000 kr. på salg af mælkekvote. Det er et engangsbeløb.

"Og det ville jeg nok have gjort under alle omstændigheder," siger han.

Hvert år

Men der er masser af tiltag, der giver bonus hvert år.

"Jeg kan se i planen, at hvis jeg kan hæve reproduktionen bare fra 1,18 i dag til 1,2, giver det 25.-50.000 kr. på bundlinjen, jeg kan hente 150.000 kr. på bedre sundhed hos køerne, og jeg kan hente 130.000 kr. på bedre selvforsyning af grovfoder," siger han

En stor del af merindtjeningen skal komme ved at sætte mere turbo på foderproduktionen. Dels ved at indføre faste kørespor, når maskinstationen overtager flere opgaver, dels ved at inddrage ekstensivt dyrkede arealer og endelig ved at ramme det bedste slættidspunkt hver gang og forbedre grovfoderkvaliteten.

Vil gentage det

I dag er Boy Feddersen glad for den proces, han har været igennem med den tværfaglige handlingsplan, og han mener, man får mere ud af det end af at snakke med tre konsulenter hver for sig.

"Det giver et helhedsoverblik, og det er meget værd at samle det, men det kræver, at man kan tænke i det som driftsleder og ikke tænker på, at de skal hurtigt ud ad døren, fordi de hver koster 1.000 kr. i timen," siger han.

Nu, hvor han har været den store tur igennem og er godt i gang med at sætte tingene i værk, kunne han godt forestille sig, at man tager turen med mere jævne mellemrum, men måske i mindre målestok, fordi det trods alt koster.

"Det har givet det overblik og overskud, man har brug for som driftsleder," siger han.

Og driftsleder med stort D er netop det, han skal til at være - det har man ikke tid til, hvis man har alt for travlt med at gøre alt arbejdet selv, mener han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle