Urenset spildevand belaster vandløb

Det er ikke kun landbruget, der bruger kemikalier i Danmark, pointerede formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening på foreningens generalforsamling i denne uge, hvor han kraftigt opfordrede kommunerne til at holde op med at lede urenset spildevand ud i vandløbene.

»Vi har haft møder med Kolding, Vejen, Haderslev, Vejle og Fredericia om det og mener, at kommunerne her må have en seriøs opgave,« sagde Thomas Hansen og pegede på, at drænvand er renere en drikkevand.

»Så hold nu op med flere restriktioner,« sagde Thomas Hansen.

Han opfordrede også Natur- og Landbrugskommissionen til at sikre, at der er fokus på vækst i det udspil, kommissionen snart skal lægge frem.

»De ved godt, det er nødvendigt. Der skal være et bedre og mere intelligent miljøtiltag i udspillet, intet andet vil være i orden. Vi er ni milliarder mennesker på kloden i 2050, så der skal altså produceres fødevarer,« sagde Thomas Hansen.

Thomas Hansen afviser, at det skulle være nødvendigt med flere foranstaltninger til at nedsætte kvælstofudledning.

»Vi skal ikke komme med forslag som efterafgrøder, tidlig såning, stenrev, udtagning af arealer, pil til energi mv., før fagligheden er i orden. Og skal der sættes ind, skal det være med målrettede virkemidler. Vi lægger op til mere individuelle indsatser ude hos den enkelte landmand,« sagde Thomas Hansen.

Samtidig gjorde han sin holdning til ændret vandløbsvedligeholdelse helt klar:

»Et er sikkert - drænudløb må simpelt hen ikke ligge under vandspejlet i vandløbene,« påpegede Thomas Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle