Usædvanlig høst i usædvanligt vejr

Ved Agernæsgaarden på Nordfyn har tørken også resulteret i lave udbytter under høsten. Alligevel ser gårdejer Anders Bay Thomsen på de gode sider af det usædvanlige vejr.

Selvom et normalår ville have været at foretrække frem for det knastørre 2018, falder tørken faktisk på et tørt sted for Anders Bay Thomsen og familien, der bor på Nordfyn.

»Min kone og jeg venter endnu et barn om et par uger, så det er faktisk helt fint, at vi kommer til at have den ekstra tid hjemme på grund af tørken. Skulle tørken komme på noget tidspunkt for vores vedkommende, så skulle det være nu«, forklarer den nordfynske gårdejer, der kalder høsten den letteste nogensinde.

Parret, der venter sig en pige, har i forvejen tre drenge, der også nyder godt af det varme vejr på Agernæsgaarden.

»Kasper på fire år er fartkontrollør. Han sørger for at vi kører stærkt nok. Simon på syv er ansvarlig for, at vi hører god musik, og Allan på 10 sørger for, at vi får det rigtige at spise. Han bestiller så hos mor Eva, der laver maden. Så alle har en rolle, når vi arbejder«, fortæller Anders Bay Thomsen med et grin.

Det har taget fire dage at høste 48 hektar engrapgræs på Agernæsgaarden, og Anders Bay Thomsen kalder det den nemmeste høst, han nogensinde har været med til.

Besværligt på Bornholm

I Rø på Bornholm bor Jacob Klausen. Her driver han et lille landbrug på 42 hektar. Hos ham har det tørre vejr har gjort frøhøsten lidt mere besværlig end normalt.

»Jeg kom for sent med skårlægningen, da det har været svært at finde det rigtige tidspunkt på grund af tørken«, fortæller Jacob Klausen og fortsætter:

»Vi har derfor tærsket almindelig rajgræs direkte med en Dronningborg 4000 S«, siger han til Landbrugsavisen.dk og oplyser at vandprocenten i rajgræsset var mellem 25 og 30 procent.

Om den høje vandprocent siger Jacob Klausen:

»Vi kunne vente, til vandprocenten var lavere, men på grund af tørken har frøgræsset ikke fundet sit leje, og der er derved stor risiko for spild«, siger han og oplyser at udbyttet på frøgræsset i år er lidt under middel.

Ud over frøgræs dyrker han også hvede, byg og raps.

»I denne tørke kan det være svært at vurdere, hvornår der skal høstes, men jeg tror, at det bliver rapsen der er den næste«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle