Vårbyg bremser sandfygning i roer

Roer til foder og biogas kvitterer for et godt såbed, startgødning, beskyttelse mod sandflugt og en lang dyrkningssæson.

Efter mange års stagnation vokser det danske areal med roer igen. Det skyldes dels øget brug af roer til biogasproduktion, dels øget fodring med roer i kvægbesætninger.

En del landmænd har derfor ikke den store erfaring med etablering af roer, og derfor kommer landskonsulenterne Karsten Attermann Nielsen, Martin Mikkelsen og Poul Henning Pedersen, alle VFL, Planteproduktion, med en række råd og anbefalinger, især til etablering af roer på de lettere jorde.

En decideret såbedsharve med lille tandafstand og god og ens dybdestyring i den fulde arbejdsbredde anbefales til såbedsetableringen.

Harvedybden bør ikke overstige 10 cm, hvor de øverste fem cm bør være pakket - men ikke ’smadret’. Derfor bør der køres roligt for at bevare en så god krummestruktur på jordoverfladen som muligt. Det giver både den hurtigste og mest ensartede fremspiring og en vis beskyttelse mod sandflugt.

Vårbyg sprøjtes væk

Ekstra beskyttelse mod sandflugt kan opnås ved udlægning af gylle eller endnu bedre med såning af 30-40 kg vårbyg pr. hektar fire-seks dage før såning af roerne.

En præcis og tilpasset plan for ukrudtsbekæmpelsen med udgangspunkt i den kendte ukrudtsbestand skal med brug af Goltix holde vårbyggen i ave, men den skal ikke sprøjtes væk med Agil, før roerne har fem-seks blivende blade.

Må aldrig mangle kvælstof

Sådybden bør være 2-2,5 cm med placering på en fast bund. Er jorden allerede tør, og er der ikke udsigt til regn, kan sådybden øges en-to cm. Der skal udsås 100.000 frø pr. hektar, så det ideelle planteantal efter fremspiring på 85.000 roer pr. hektar opnås.

Til foder- og biosgasroer vil en stor del af gødningen bestå af husdyrgødning, men roer kvitterer for startgødning placeret under såningen eller lige før. Roer må aldrig løbe tør for kvælstof efter fremspiringen.

»Roer skal være store, mens de er små, ellers bliver de små, når de skulle have været store,« skriver de tre landskonsulenter.

De anbefaler desuden en nærmere drøftelse med den lokale planteavlskonsulent om gødskning, sandflugt og ukrudtsbekæmpelse under de aktuelle forhold.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle