Varmen slog ikke besøgende på Ribe dyrskue omkuld

Vandtågen hos Thomas Andreasen var populær på Ribe Dyrskue. Han stillede den op ved sine dyr, fordi varmen var gennemtrængende på dyrskuet. Mellem 27 og 29 grader kunne nok tage pippet fra både folk og fæ. Men ikke nok til, at publikum udeblev.

»Vi havde frygtet det værste, men der kom 8.200. Vores rekord er 8.300 besøgende,« fortæller tovholder Anette Jensen.

Også hvad antallet af dyr angik, var deltagelsen stor.

Rivaler i opgør

På dyrskuet udviklede konkurrencen sig til lidt af et opgør mellem Thomas Andreasen, Lintrup, og Torben Kragh, Stortoft Holstein, med den sidste som den der trak sig mest sejrrigt ud af opgøret.

Torben Kragh har dog også været med i dyrskuesammenhæng i en årrække. Familien Andreasen er forholdsvis nye, men har i løbet af kort tid gjort sig bemærkede både lokalt og på Landsskuet i Herning.

Vandt interbreed for første gang

For Jørgen Andersen, formand for Grauvieh-foreningen, blev dagen en særlig triumf.

Ligesom han har været vant til snart et stykke tid, vandt han sin race - overkommeligt i betragtning af antallet af deltagere.

Men han vandt også interbreed-konkurrencen blandt kødkvæg med det bedste hundyr. En ko med kalv ved siden.

Det er første gang, det sker.

»Vi har endda hendes søster hjemme i stalden også, og hun er faktisk bedre. Men hun er lidt for urolig at gå med, så hende tager vi ikke med på dyrskue,« sagde Jørgen Andersen efter sejren.

Se resultatlisterne

Slå dem op på

www.ribedyrskue.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle