Vestjyllands Andel sender 55 mio. til ejerne

Hele det danske resultat sendes ud til de 4.000 medlemmer. ’En håndsrækning i tørken’, forklarer direktør Steen Bitsch.

Send hele årets resultat fra den danske forretning ud til ejerne af Vestjyllands Andel.

Det foreslog bestyrelsen for andelsselskabet onsdag aften i Videbæk til repræsentantskabet.

Dermed kan 4000 ejere af selskabet se frem til at skulle dele 55 mio. kr. af de i alt knap 100 mio. kr. i samlet overskud. Det er ny rekord i udlodning for selskabet.

Vestjyllands Andel følger dermed Arlas eksempel om at udbetale årets overskud til de tørkeramte landmænd.

»Vi lægger op til, at alt, hvad der er tjent i Danmark, skal udbetales«, fortæller adm. direktør Steen Bitsch og tilføjer:

»Det redder ikke dansk landbrug, men det er da en håndsrækning.«

Stigende fodersalg

Direktøren, der netop har afsluttet sit første regnskabsår i spidsen for grovvareselskabet kan med tilfredshed se omsætningen vokse til 2,1 mia. kr. fra sidste års 1,98.

Samtidig ender resultatet på knap 94 mio. kr. efter skat, mod sidste års 132,7 mio. kr.

»Sidste år var et usædvanlig godt år, så vi er meget tilfredse med det her niveau«, fortæller Steen Bitsch, der især glæder sig over, at fodersalget steg med knap 15 procent i det forgangne år.

Soliditeten ender på 56 - en for andelsgrovvareselskaber usædvanligt høj egenkapital-andel. Det er denne høje andel, mere end tørken, der er årsag til udbetalingen, fremhæver selskabets formand Leif Haubjerg. Han er dog langt fra utilfreds med timingen.

Steen Bitsch er enig.

»Vores soliditet ligger fornuftigt, og vi vil hverken øge eller reducere den. Vi kunne godt bruge pengene på at investere i forretningen. Men hvis ikke man har nogle medlemmer, så er vi der heller ikke. Så vi synes, at vi fokuserer på landmændene i år«, konstaterer direktøren. Han afviser dog, at man skulle udbetale større beløb og bruge af egenkapitalen.

»Vi vil ikke bruge af arvesølvet, men kun af årets indtjening. Resultaterne af vores investeringer i både Danmark og udlandet er endnu ikke udloddet, så dem kan vi ikke udbetale«, forklarer han.

Pengene fordeles til andelshaverne efter en fordelingsnøgle, alt efter hvilke varegrupper man især har købt ind af som medlem.

»Især vores foderkunder vil få mere udbetalt. Primært fordi vores fabrikskapacitet er udnyttet bedre og vi derfor har lavere enhedsomkostninger. Det giver belæg for at lægge mere på udlodningen«, forklarer Steen Bitsch om, at udlodningen på foder stiger fra 5 kr. per 100 kg til nu 6,50.

Klar konkurrencefordel

Direktøren mener, at langt hovedparten af pengene vil komme til udbetaling frem for »bare« at trække renter på andelskonti.

»Mange ejere har fyldt deres andelskonti, fordi de har været med mange år. Og fordi vi historisk set har udbetalt meget«, påpeger han.

Steen Bitsch ikke bleg for at erkende, at han også ser et andet sigte med udlodningen udover at understøtte ejerne.

- Skal det også bruges konkurrencemæssigt?

»Vi har da en klar forventning om, at dette giver en konkurrencefordel«, konstaterer han.

Før forslaget er endeligt, skal det godkendes på generalforsamlingen i Videbæk på onsdag.

Det har de øvrige andelsformænd sagt om udlodning

»Jeg har ikke evner til at få det til at regne, og selv hvis vi fandt et stort beløb eller satte gang i nogle aktiviteter, der kunne hæve svinenoteringen markant, ville man nok spørge, hvorfor vi ikke allerede havde gjort det. Det er ikke en nem situation, og der findes ingen snuptagsløsninger«, udtalte Erik Bredholt. Han pegede på, at indbetaling på personlige konti er stoppet.

Erik Bredholt, formand for Danish Crown.

»Vi vil gerne støtte landmændene. Det gør vi også, og det mener vi også er vores ansvar. Vi har eksempelvis ændret høstbetingelserne, og selvom vi ikke kender de præcise effekter af det endnu, hører vi, at det batter for landmændene«, udtalte Niels Dengsø Jensen, der har stoppet større investeringer i DLG. »Vi har ikke en stor pengekasse, vi kan dele ud af«.

Niels Dengsø Jensen, formand for DLG.

»For os vil det betyde, at vi skal betale højere renter, fordi vi får en lavere soliditet, hvis vi udbetaler af egenkapitalen«, udtalte Jørgen Mikkelsen. »Det kommer til at ramme vores priser og dermed landmændene, og så er vi lige vidt. Det er vigtigt, at andelsvirksomheden forbliver konkurrencedygtig«. Her har man også ændret på høstbetingelserne.

Jørgen Mikkelsen, formand for Danish Agro.

Faktaboks

Sådan fordeles de 55 mio. kr.

  • 4.000 andelshavere. 
  • De 55 mio. fordeles efter køb i de forskellige varegrupper. Foderkøb stiger fra sidste år 5 kr. pr. 100 kg til nu 6,50 kr.
  • 30 pct. går til andelskapital 1. Maxbeløb på 100.000 kr.
  • 35 pct. går til andelskapital 2. Her er max 400.000 kr.
  • 35 pct. udbetales til handelskontoen, hvor de kan hæves. 
  • Er kapital 1 og 2 fyldt, går hele beløbet til handelskontoen.
  • Sidste år udloddede Vestjyllands Andel 41,5 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle