Frederik Lüttichau er træt af, at mange - i hvert fald pressen - ynder at se Tolvmandssektionens medlemmer som »sure godsejere«.
De fem amerikanersiloer bugner af korn, og 10 bigballer ligger i kø på en lang bane for at ende i halmfyret, der skal tørre kornet. Samtidig har håndværkerne travlt med at indrette et nyt værksted på avlsgården til Søholt Gods, der sitrer af aktivitet. Og det er sådan at Frederik Lüttichau, formand for Landbrug & Fødevarers Tolvmandssektionen, gerne vil have at man opfatter hans bedrift.
»Herregårde er også moderne virksomheder. Det er ud fra det perspektiv, jeg arbejder. Jeg har ikke lyst til, at alle drøftelser tager udgangspunkt i, at godsejere bare er sure og utilfredse, men sådan er de historisk betingede fordomme,« siger han.
Fredede bygninger er en byrde
Medlemsskaren i L&F’s tolvmandssektion er 200 gamle herregårde og 300 større gårde.
»Vi udgør nogle af landets største bedrifter, og det der kendetegner os er både, at vi driver dem som virksomheder med ansatte i lidt højere grad end andre landbrug, og at vi har betydelige aktivmasser i form af bygninger,« forklarer Frederik Lüttichau.
Ofte er der tale om fredede bygninger, der skal vedligeholdes, og det kan give udfordringer.
»Der er mange regler om fredede bygninger. Vi kan ikke bare gøre, som vi vil, og flere og flere udgifter bliver lagt over på ejerne. Men vi står over for en konkurrence med landbrug, der ikke har en stor bygningsmasse, og det er svært at konkurrere, når det ikke er på lige vilkår. Vi kæmper for lige konkurrence,« siger han.
Har stor indflydelse
Det er den stemme, han prøver at fremme i L&F’s bestyrelse, hvor han mener, at Tolvmandssektionen har større indflydelse, end de fleste tror. Tolvmandssektionen har dog også særstandpunkter.
»Vi mener godt, at man kan undvære landbrugsloven. Det kan hjælpe med at skaffe kapital. Vi synes ikke, at det nødvendigvis skal være en landmand, der har bestemmende indflydelse i landbrugsvirksomheder. Der er jo heller ingen, der kræver, at det skal være en snedker, der er direktør for en møbelfabrik, eller en ingeniør der er direktør for en maskinfabrik. Det må de selv om,« forklarer han.
Forhandling vigtigere
end popularitet
Frustrationen over for den landbrugspolitik, som bliver ført, er dog stor blandt medlemmerne, og mange store landbrug har fundet sympati for Bæredygtigt Landbrug.
»De har været gode til at påpege problemområder og kommunikere dem ud til landmændene med deres særlige retorik,« siger han.
Den særlige retorik med at hænge navngivne embedsmænd ud og udstille dem negativt kan muligvis gøre Bæredygtigt Landbrugs nyhedsbrev mere slagfærdigt end Tolvmandssektionens, erkender han. Men selv om han er enig i, at politiske embedsmænd tilsidesætter det faglige, er det ikke et spor, Frederik Lüttichau vil ind på. »Vi ville også skrue op for retorikken, hvis vi troede, det nyttede. Det gør det ikke. Vi vil diskutere på et ordentligt niveau, og realiteten er, at Bæredygtigt Landbrug skaber fjender og er sat uden for politisk indflydelse,« understreger han vel vidende, at det ikke er landmændenes opfattelse af situationen.
»Det er selvfølgelig en udfordring, men man opnår ingen resultater, hvis man ikke når frem til forhandlingsbordet,« understreger han.
