Vi kan sælge alt det brød-hvede, vi har kontrakt på

Grovvarebranchen har mærket stigende interesse for at lave brødhvede i år og har derfor tegnet flere kontrakter end tidligere.

Interessen for at lave brødhvede i Danmark har været stigende hos danske landmænd de senere år. Det mærker man tydeligt i grovvarebranchen.

»De danske landmænd vil rigtig gerne dyrke kvalitetsafgrøder. Og der er mange, der ønsker brødhvedekontrakter. Især i år har der været stor interesse og run på at tegne kontrakter. Og hvis interessen er der, tegner vi også kontrakterne, for vi kan sagtens afsætte det,« fortæller direktør Mogens Frederiksen fra DLG.

Også hos Danish Agro har interessen været større i år.

»Landmændene jagter de sidste kroner i indtjening, og i brødhvede kan man ofte lave et højere dækningsbidrag. Så derfor er landmændenes interesse øget de senere år. Og vi har da tegnet kontrakter på mere brødhvede i år, end vi plejer. Men det er ikke noget problem for os at afsætte den mængde, vi har lavet kontrakt på. Så længe det overholder kvalitetsparametrene for brødhvede selvfølgelig,« fortæller markedsdirektør Palle Greisersen fra Danish Agro. Samme melding giver Mogens Frederiksen.

»Vi kan sagtens afsætte alt det brødhvede, vi har kontrakt på. Vi har en kraftig efterspørgsel efter danske kvalitetsprodukter fra vore kunder - og det gælder også brødhvede. Møllerierne vil gerne have dansk brødhvede, og efterspørger det hvis bare kvalitetskravene er opfyldt. Importen fra udlandet sker kun, hvis kvaliteten ikke er høj nok i Danmark,« lyder det fra Mogens Frederiksen.

Hos Valsemøllen bakker man op.

»Vi er da interesseret i dansk brødhvede. Og vi kan også godt aftage mere end vi plejer, hvis det lever op til kvalitetskravene, og prisen er rigtig. Vi kan nok ikke aftage det dobbelte, som der næsten er søgt om i brødhvedeordningen i år, men der er jo også andre møllerier end os,« siger adm. direktør Niels Brinch-Nielsen, Valsemøllen.Ivar Ravn, direktør for Videncentret for Planteproduktion vil gerne arbejde på, at den samlede brødhvedekvote sættes op.

»Hvis der virkelig kan afsættes så meget dansk brødhvede, vil vi meget gerne arbejde på at få ordningen udvidet.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle