Vi skal vinde troværdigheden tilbage

Tilliden til erhvervet skal bygges op igen i befolkningen, mener Jysk Landbrugs formand, Bjarne Larsen.

»Få danskere i dag ved noget om landbrug, og det giver landbrugets kritikere en alt for stor indflydelse med skræmmekampagner og propaganda. Folk har ikke tillid til landbruget, det skal der gøres noget ved.« Det var det bærende budskab i Bjarne Larsens beretning ved Jysk Landbrugs generalforsamling i Billund. Han fastslog, at landbrugets argumenter ikke bliver hørt, før dets troværdighed er vundet tilbage.

Synspunktet satte han på formel: Godt omdømme og høj troværdighed plus godt politisk arbejde er lig med bedre rammevilkår. Senere i beretningen kom han med flere eksempler på, at formlen virker i praksis i landboforeningens lokale arbejde. Det er fx lykkedes at få mere vand til markvanding i alle de lokale kommuner med faglige argumenter og stædighed. Det sker også i områder, der tidligere var helt afskåret fra nye vandingstilladelser. Et andet resultat af indssatsen er, at markvanding helt er undtaget for stramninger i de nye vandområdeplaner.

Ændring til det bedre

»Det startede som en kamp op ad muren, men nu oplever vi, at politikere fra næsten alle partier er parate til at finde løsninger. Vi er ikke enige om alt, men vi møder velvilje,« konkluderede Bjarne Larsen tilfreds.

Miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen, begge S, havde han til gengæld ikke meget godt at sige om. Vandplaner, randzonelov og det seneste forbud mod at gødske og sprøjte § 3-arealer finder han helt ude i hampen:

»Lever vi virkelig i et samfund, der har råd til at sløse sådan med værdierne? Har politikerne gjort sig klart, at vores gode, produktive engarealer højst sandsynligt bare kommer til at gro til? Jeg tror ikke, sammenhængen er gået op for dem!« sagde han. Bjarne Larsen er også forarget over, at Kirsten Brosbøl har sagt, at hun kan tage § 3-arealerne, når nu landbruget endte med at få halvdelen af randzone-arealet tilbage.

Bortset fra den forsigtige optimisme over samarbejdet med kommunerne var beretningen præget af frustrationer over, at indtjeningen i landbruget er for lille og gælden for stor.

»Der er brug for bedre rammevilkår, så erhvervet kan få fremtidstroen tilbage. I stedet kommer nye krav om miljø og dyrevelfærd i et tempo, så de fleste ikke kan følge med,« sagde formanden.

120 deltog i generalforsamlingen, hvor Brian Holm fik rejst en livlig debat, da han provokerende og med et glimt i øjet erklærede, at kritik og sortsyn er en nationalsport for danske landmænd.

»Se, hvor det har bragt os hen,« sagde han og stillede samtidig spørgsmålet, om en fortsat produktionsstigning ikke bare er lig med at sælge mere til lavere priser? Og hvem har glæde af det?«

Et andet medlem, Brian Haure, efterlyste et oprør fra de unge landmænd, som i dag ikke har mange chancer for at etablere sig.

»Brug humoren og lav et optog i Købehavn med en masse små søde ferguson’er. Midt i det hele skal Dan Jørgensen gå som kejseren uden klæder – for han har ikke noget tøj på! Med Dan Jørgensen som fødevareminister er landbruget bedre tjent med at høre under erhvervsministeriet,« mente Brian Haure.

Faktaboks

  • Medlemmer: 1.152
  • Medejer af Jysk Landbrugsrådgivning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle