Bæredygtigt Landbrug skal have ny direktør

Bæredygtigt Landbrug skal i nærmeste fremtid ud at finde en ny direktør. Direktør i de seneste seks år Hans Aarestrup har nemlig fået nyt job, som direktør for Dansk Svineavl.

Efter seks år som direktør i Bæredygtigt Landbrug, så vender Hans Aarestrup nu tilbage til svinebranchen. Han har nemlig fået job som direktør hos Dansk Svineavl. Det meddeler både Bæredygtigt Landbrug og Dansk Svineavl i hver sin pressemeddelelse.

”Fra 1993 til 2016 var jeg en del af svinebranchen. Da jeg tog springet væk, troede jeg egentlig aldrig, at jeg skulle vende tilbage. Men da denne mulighed bød sig, kunne jeg godt mærke, at det var det, jeg havde lyst til”, siger Hans Aarestrup i pressemeddelelsen fra Bæredygtigt Landbrug.

BL-direktøren er uddannet agronom og har tidligere været direktør for Danske Svineproducenter. Inden da var han ledende svineproduktionskonsulent i såvel Aalborg som Holstebro.

”Jeg har haft knap seks gode år i Bæredygtigt Landbrug, og jeg vil i min sidste tid i foreningens tjeneste arbejde for, at Bæredygtigt Landbrug nu kommer godt videre”, siger han.

I pressemeddelesen fra Dansk Svineavl lyder, det at det bliver Hans Aarestrups opgave at få ført foreningens nye strategi ud i livet i samarbejde med foreningens bestyrelse og øvrige ansatte. 

"Den danske svinebranche er second to none. For mig er det derfor et privilegie at få lov til at yde mit for, at dem som står for det praktiske avlsarbejde med verdens bedste gener, har en god og velfungerende forening, hvor de kan mødes og som kan repræsentere dem og deres interesser i forskellige sammenhænge", siger Hans Aarrestup her..

Fra Dansk Svineavls bestyrelse takker man den  afgående direktør Niels Rohrberg for hans tid hos foreningen og for hans store og fagligt stærke indsats.

Beklager

Hos Bæredygtigt Landbrug beklager formand Peter Kiær opsigelsen fra Hans Aarestrup.

”Hans er vellidt både hos vores medlemmer, bestyrelse og medarbejdere. Han har været god til at eksponere Bæredygtigt Landbrug, og på de indre linjer vil han især blive husket som den, der fik struktur og orden på administrationen og ikke mindst økonomien. Der er virkelig grund til at sige Hans en stor tak for indsatsen”, lyder det fra Peter Kiær.

Arbejdet med at finde afløseren for Hans Aarestrup er nu igang hos Bæredygtigt Landbrug.

- Arbejdet med at finde en afløser for Hans Aarestrup skal gøres ordentligt, for der findes næppe et mere relevant job i erhvervslivet lige nu. Med den ufaglige regulering og feel good-politik, der præger ikke mindst landbrugsområdet i disse år, har det aldrig været vigtigere at kæmpe for bedre rammevilkår for danske landmænd”, siger Peter Kiær.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle