Bombe for naturpleje: Udegående dyr skal ind

En ny udtalelse fra Dyreværnsrådet betyder formentlig, at fire ekstensive kvægracer ikke længere automatisk må gå ude året rundt

Stald eller læskur bliver fremover et krav for alle kvægracer efter en ny fælles udtalelse fra Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråd. Hidtil har kravet om skur eller stald ikke været gældende for racerne Skotsk Højland, Angus, Galloway og Hereford. Men vælger Fødevarestyrelsen at administrere efter rådenes udtalelser, som det hidtil har været tilfældet, får ejere af disse racer ikke længere automatisk dispensation.

»Det er således Dyreværnsrådets og Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse, at kravet om læskur eller bygning kun helt undtagelsesvis må fraviges, og at en fravigelse af kravet i alle tilfælde skal basere sig på en konkret vurdering af de forhold, hvorunder dyrene holdes,« hedder det i fællesudtalelsen fra de to råd.

Ifølge Lene Munksgaard, der er formand for Dyreværnsrådet, er der imidlertid tale om en præcisering af, at de arealer, dyrene går på, skal være tørre og ikke trådt op.

»Men det ikke os, der bestemmer, hvordan kontrollørerne vil tolke udtalelsen,« understreger hun.

Utilstedeligt

Formand for Dansk Kødkvæg, Henning Hansen, kalder det utilstedeligt, hvis de nye regler gennemføres med det samme.

»Ingen kan med så kort varsel etablere stalde eller læskure. Man må sidestille det med »Lov om hold af Malkekvæg«, hvor der er en overgangstid på op til 20 år,« siger han.

Må opgive naturpleje

For Claus Cornelsen, der sammen med en kompagnon driver naturpleje flere steder i landet med 600 dyr af racen Galloway, vil de nye regler være ødelæggende.

»Der er ikke penge i naturplejen til at bygge haller. Og vi kan heller ikke, for det kræver en vvm-redegørelse,« siger han.

»Vælger Fødevarestyrlsen at administrere efter de nye regler, må vi sende vores dyr til slagtning,« konstaterer han bittert.

Klarhed - tak!

»De foreløbige oplysninger, jeg har fået fra Fødevarestyrelsen er, at de nye regler ikke er en stramning af den hidtidige praksis, hvis alt andet er lige. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsen om meget hurtigt at publicere noget, der klart anskueliggør, at præmisserne ikke er strammet, så at udegående kødkvægsfolk - ofte naturplejere - kan gå vinteren i møde med nogenlunde ro i sindet,« siger Henning Hansen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle