Danish Crown sender 105 millioner fra gamle A-konti retur til de pressede producenter

Danish Crowns årsregnskab er tirsdag blevet enstemmigt godkendt af repræsentantskaber, og her blev det vedtaget at fortsætte udbetalingen fra de gamle andelsejerkonti og at overføre 214 millioner kroner af årets overskud til de individuelle ejerkonti.

Når Danish Crowns restbetaling kommer til udbetaling, bliver de akkompagneret af indsættelsen af 214 millioner kroner på de personlige ejerkonti.

Det svarer til 16 øre pr. kilo for grise- og so-andelsejere og 32 øre pr. kilo for kreaturandelsejere.

Samtidig udbetales yderligere 105 millioner kroner fra de gamle A-konti, som blev afskaffet i foråret 2018, og forventes udbetalt i samme tempo, som pengene i sin tid blev sat ind.

Det melder Danish Crown i en pressemeddelelse efter repræsentantskabet tirsdag enstemmigt godkendte Danish Crowns årsregnskabet for 2021/2022.

- Økonomien og likviditeten i produktionen er fortsat udfordret af høje omkostninger, og derfor er det bestemt positivt, at vi kan sende likviditet ud til ejerne i form af en restbetaling på 130 øre og samtidig udbetale 105 millioner kroner fra de gamle A-konti, siger Erik Bredholt, der er bestyrelsesformand i Danish Crown.

Indbetalingerne til A-kontoen var i sin tid 15 øre pr. kilo for grise- og so-andelsejere og 30 øre pr. kilo for kreaturandelsejere i otte år.

Det betyder, at en leverandør af 10.000 grise om året i gennemsnit, havde cirka én million kroner bundet i selskabet. Sidste år var det indbetalingerne fra 2009/2010, der blev udbetalt til ejerne, mens det i år er indbetalingerne fra regnskabsåret 2010/2011.

Indtil andelsejerne ikke længere har penge bundet på de gamle A-konti, bliver de forrentet af selskabet. Renten fastsættes ved hvert regnskabsårs start, og i regnskabsåret 2021/2022 har forretningen været 2,6 procent.

Med repræsentantskabets godkendelse af regnskabet bliver der som nævnt også indsat 214 millioner kroner på de individuelle ejerkonti, der er fordelt på navn, og som kommer til udbetaling efter ophørt andelsejerskab.

- Ejerkontoen er egenkapital i selskabet, som vi som ejere kan pege direkte ind på som vores, når vi taler finansiering med banken el.lign. Det er den konto, hvor vi gennem vores leverancer af grise, søer og kreaturer stiller kapital til rådighed i den periode, vi er en del af selskabet, men hvor vi også efter endt andelsejerskab får dem med ud. Dermed er det også en relativ lille del af årets overskud – helt præcist 87 mio. kroner - som ikke bliver fordelt blandt ejerne, men sættes ind på den ufordelte egenkapital, siger Erik Bredholt.

Pengene fra de gamle A-konti kommer til udbetaling med restbetalingen 6. december, lyder det fra slagteriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle