Danish Crowns klimaindsats bliver synlig i køledisken 

 Et nyt logo vil fra i dag, mandag, være at finde på pakkerne med fersk grisekød i 90 procent af de danske dagligvarebutikker.

Danskerne vil gerne handle mere klimavenligt, og de vil gerne hjælpes, når de står ved køledisken. Derfor bliver danske landmænds klima-fremskridt nu tydelige på bakker med grisekød fra Danish Crown.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse. 

39 procent af danskerne synes, at det er vigtigt at handle bæredygtigt. Men mange danskere finder det svært at træffe det klimavenlige valg, når de står ved køledisken. Faktisk mener kun én ud af fem, et det er nemt at handle bæredygtigt.

Det viser en ny undersøgelse foretaget i juli 2020 for Danish Crown af konsulenthuset Wilke.

Reduceret klimaaftryk

Siden 2005 er klimaaftrykket på et kilo dansk grisekød fra Danish Crown reduceret med 25 procent. Det budskab vil fra i dag være tydeligt på emballagen, så det bliver lettere for forbrugerne at træffe et mere klimavenligt valg, når de står ved køledisken i mere end 90% af de danske dagligvarebutikker.

"Gris er mere klimavenligt, end de fleste tror, og i jagten på en mere bæredygtig fremtid for fødevarer vil vi i Danish Crown halvere klimaaftrykket fra et kilo dansk grisekød i 2030 og være klimaneutrale i 2050. Vi og vores ejere – de danske landmænd – har forpligtet os til at gøre det en lille smule bedre hver dag. Nu forpligter vi os overfor forbrugerne ved hele tiden at fortælle dem hvor langt vi er kommet", siger Mette Færch, direktør for marketing og innovation i Danish Crown, og fortsætter:

"I dag skal forbrugerne navigere i en jungle af informationer om fødevarernes klimaaftryk. Der er forskel på kød, og med det nye klimabudskab på emballagen til vores klimakontrollerede gris viser vi, at man ikke kan skære alle grise over én kam. Der er sågar stor forskel på grise, der, afhængigt af hvor de er vokset op, har forskellige klimaaftryk. Klimaaftrykket fra grisekød fra Danish Crown er reduceret med 25% pr. kg. siden 2005. Det betyder, at vores grisekød nærmer sig kylling, når man ser på klimaaftrykket".

Klimavej lanceret i 2019

I marts 2019 lancerede Danish Crown bæredygtighedsprogrammet, Klimavejen. Det er et individuelt certificeringsprogram, som gennemgår hvert enkelt landbrug. De områder hvor en landmand særligt kan gøre en forskel for klimaet er på håndtering af gyllen, produktion af biogas og forbruget af foder.

Når certificeringen er gennemført, kender hver enkelt landmand sin klimapåvirkning pr. gris, og så opstiller landmanden i samarbejde med Danish Crown konkrete mål og initiativer for de næste tre år. Landmænd, der er med i Klimavejen, bliver certificeret af uvildige auditører fra Baltic Control A/S. 

Allerede nu kommer 90% af de danske grise, svarende til 10,5 mio. grise årligt, fra klimacertificerede gårde. I slutningen af 2020 gælder det for 100%, cirka 13 mio. grise årligt.

Når den danske regering sætter mål for CO2-reduktion, så sker det med 1990 som udgangspunkt. Danish Crown beregner klimaaftrykket i forhold med 2005, da der ikke på nuværende er indsamlet et tilstrækkeligt datasæt til at beregne forbedringerne med 1990 som udgangspunkt. 
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle