Danmark er nu næststørste EU-eksportør af svinekød

Danmark indtager andenpladsen af de EU-lande med størst eksport af svinekød ud af regionen.

Danmark ligger lunt i svinget, når det kommer til eksport af svinekød ud af EU.

Det viser en opgørelse fra Markedsnyt for grisekød, der har Spanien på en klar førsteplads med en fremgang i årets første to måneder på hele 83 procent til 386.088 tons.

Danmark følger efter med en eksport ud af EU på 156.767 tons. Det er en mere beskeden fremgang på 28 procent, men mere end rigeligt til at gå forbi den hidtidige to'er på listen, Tyskland, der oplever en brat opbremsning af sin svinekødseksport som følge af udbruddet af afrikansk svinepest i september 2020, der førte til medlukning af dele af den tyske svinekødseksport ud af EU.

Den tyske tilbagegang er på 56 procent i perioden set i forhold til samme periode i 2020, og eksporten af svinekød ud af EU er opjort til 80.552 tons. Dermed går også Holland forbi Tyskland målt på svinekødseksporten ud af EU.

At Tysklands svinekødseksport trods alt holder en vis kadence skyldes, at flere asiatiske lande har genåbnet for tysk svinekød. Endnu mangler den klart største importør af svinekød i Asien, Kina, at godkende tysk svinekød, men der arbejdes på sagen på højeste politiske niveau.

EU-27-svinekødseksporten er i perioden gået frem med 28 procent, og det er fortsat Kina, der er den store aftager med mere end 60 procent af det svinekød, EU-lande eksporterer.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle