Danmarks Økologiske Jordbrugsfond laver sin første investering

Midt i Tøndermarsken op til Vidåen tæt på nationalparken bliver 72 hektar landbrugsjord nu fri for mødet med pesticider og kunstgødning. Dansk Økojord a/s har netop underskrevet den første købsaftale og derved investeret på vegne af sine 668 aktionærer.

Asger og Arthur Petersen fra Pilegården syd for Møgeltønder, som i dag producerer økologiske slagtekyllinger i en meget klimavenlig produktion, bliver Dansk Økojord a/s første forpagtere.

Fra 1. august vil de udover egne arealer også disponere over yderligere 72 hektar. Således skabes der en økologisk korridor imellem Møgeltønder og Vidåen, lige midt i Natura 2000 område.

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

”Vi er meget tilfredse med at have fundet seriøse forpagtere, hvor et generationsskifte kan finde sted, og at få investeret på vegne af vores mange dedikerede aktionærer. Jeg glæder mig over, at vi har investeret i vores første projekt og kommer i gang med omlægningen til økologisk drift", udtaler bestyrelsesformand Lars-Christian Brask,

De nye arealer vil indgå i et sædskifte på Pilegården og forsyne kyllingerne med foder fra egen marker og blive omfattet af natur-og miljøtiltag.

Således vil der i fremtiden arbejdes på at sikre en forbedring af natur og miljøet i kombination med en økologisk landbrugsproduktion, midt i et naturfølsomt område.

”En investering som denne opfylder på mange måder vores formål til fulde. Vi får konventionel jord omlagt til økologisk, sætter gang i et generationsskifte og får bevaret og udviklet på natur og miljøtiltag, kombineret med at der på Pilegården arbejdes intenst med klimatilpasninger,” udtaler næstformand Susanne Herfelt.

Dansk Økojord a/s, som er datterselskab under Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, solgte i perioden 1 september 2017-31 januar 2018 aktier for 27.300.000 kr.

Der forventes investeret i tre-fem ejendomme i 2018 -2019.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle