Danish Crowns ejere får renter allerede i år

Allerede i år udbetaler Danish Crown de første renter af andelshaverkonti. Pengene kan dog kun hentes ét sted fra.

35-50 mio. kr. Så meget løber renterne af Danish Crown-ejernes andelshaverkonti på samlet set 1,5 mia. kroner op i.

Allerede når det nuværende regnskab gøres op til efteråret, vil andelshaverne kontant kunne se betydningen af beslutningen om at forrente de mange ejerkonti med 3,25 procent, indtil pengene udbetales over de kommende år.

For renterne vil blive udbetalt allerede fra i år, fortæller slagteriformand Erik Bredholt. Også selv om selve andelshaverkontiene først bliver udbetalt fra 20/21.

»Rentebetalingerne kommer sammen med restbetalingen. Vi forventer, at det bliver 45-50 mio. kr. her de første år, men det vil jo efterhånden falde ret meget«, forklarer han.

-Men de penge tages så fra noteringen?

»Der er jo de penge, der er, og sådan er det jo«, lyder det fra Erik Bredholt.

- 3,25 er jo en pæn rente i dagens rentemarked. Kan ejerne lade ekstra penge stå?

»Du er ikke den første, der spørger. Men det kan vi desværre ikke tilbyde.«

Forbedret soliditet muliggør udbetaling

At Danish Crown nu annoncerer at sende ejernes andelskonti tilbage i landmændenes lommer, skyldes ifølge formanden, at Danish Crown i dag har opbygget en solid egenkapital.

»Selskabet kan nu sige tak for lån til de, der har stillet penge til rådighed. Vi mener, at det er forsvarligt og at selskabet kan klare sig uden. På den måde kan vi give dels nye andelshvere den hjælp, at de ikke skal betale pengene ind, og også de nuværende andelshavere, at de får pengene ud over en periode,« forklarer Erik Bredholt.

Han forklarer, at det især er de seneste års konsolideringer, der har lagt en solid bund i selskabets økonomi. Samtidig har en række frasalg, herunder efterårets salg af det amerikanske Plumrose, samt et fald i Danish Crowns arbejdskapital ført til en lavere balance og dermed også en bedre egenkapitalprocent på nu 30 procent.

Rentesatsen, der i år er sat til 3,25 procent, vil blive fastsat årligt af bestyrelsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle