DC: Vi slagter i videst mulige omfang

Slagtningerne og produktionen fortsætter i videst mulige omfang, meddeler Danish Crown onsdag aften.

Selvom Danmark i stort omfang bliver lukket ned i de kommende dage og uger, så fortsætter slagtningerne og produktionen hos Danish Crown i videst mulige omfang.

Det meddeler slagterikoncernen i en pressemeddelelse og meddelelse til andelshaverne onsdag aften.

"Den danske regering og de danske myndigheder har onsdag aften iværksat omfattende foranstaltninger for at begrænse spredningen af corona-virus i Danmark. Statsministeren understregede, at Danmark ikke skal sættes i stå. Derfor fortsætter slagtningen og produktionen i Danish Crown i videst mulige omfang", lyder det bl.a. i meddelelsen.

Danish Crown gik hurtigt ud med informationen efter, at regeringen på et pressemøde kl. 20.30 onsdag aften kom med en række vidtgående ændringer af hverdagslivet i Danmark for at bremse corona-smitten i Danmark.

Efter regeringens udmelding lukker alle offentlige skoler, daginstitutioner og uddannelsesinstutioner fra fredag og 14 dage frem.

Regeringen fraråder også, at der afholdes arrangementer med mere end 100 deltagere.

Danish Crown skriver også, at virksomheden betragtes som en af de virksomheder, der har en samfundsopgave i forhold til at sikre, at der er varer i butikkerne.

"Det vil vi gøre på ansvarlig vis både i forhold til alle medarbejdere i produktionen, i vores administration og ikke mindst vores ejere, de danske landmænd", skriver Danish Crown.

Foreløbig oplyses det, at der slagtes som plantlagt resten af ugen.

Senest fredag vil Danish Crown informere yderligere om planerne for de kommende to uger.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle