De øgede fødevarepriser smitter ikke af på de ukrainske landmænd

Det er købers marked i Ukraine, da det er svært at eksportere. Det presser priserne ned og skaber store problemer for de ukrainske landmænd.

Af Stefan Weichert, Ukraine-korrespondent

De globale fødevarepriser stiger hele tiden på grund af den russiske invasion af Ukraine, der påvirker eksporten fra de to lande, der blandt andet står for 29 procent af verdens hvede-eksport. De højere priser kommer dog ikke de ukrainske landmænd til gode.

Rusland har nemlig lukket Sortehavet og har skabt store problemer med logistikken, der slet ikke kan følge med. De ukrainske landmænd underbyder derfor hinanden for at komme af med deres afgrøder. Det er et stort problem, forklarer Pavlo Khaustov, der er leder af analytiker-afdelingen hos den ukrainske konsulentvirksomhed Barva Invest.

- Jeg forventer ikke, at de maritime logistik-problemer løser sig her i løbet af sommeren, da åbning af havne er et vigtigt politisk og militært spørgsmål, siger Pavlo Khaustov, der spår, at det vil skabe problemer for en del ukrainske landmænd.

- Så udbuddet er meget større end kapaciteten. Det forårsager en enorm kø af jernbanevogne, lastbiler og endda pramme, da vi har en lille flodforbindelse med Rumænien. Det kan tage mere end en måned for korn at komme fra Ukraine til nabohavne.

Højere udgifter

Pavlo Khaustov påpeger, at prisen på for eksempel hvede og majs i Ukraine enten er faldet eller er på omkring det samme prisniveau som før den russiske invasion 24. februar. Samtidig er udgifterne til brændstof og gødning steget kraftigt, og det sætter landmændene under pres. Flere steder er udgifterne til brændstof og gødning fordoblet.

- Det bliver meget svært for producenterne, for i normale tider er det tid til at tænke på at købe gødning til efteråret og næste forår. Men nu er der ingen ’ekstra midler’, ingen mulighed for at købe på forhånd, forklarer Pavlo Khaustov.

Barva Invest oplyser, at deres forventninger til årets høst stadig ikke er gode. De forventer et fald på 19 procent for majs, 22 procent for solsikker, 18 procent for soyabønner, 32 procent for byg og 42 procent for hvede på grund af den russiske invasion.

Ifølge det ukrainske ministerium for landbrugspolitik og fødevarer er omkring 30 procent af den ukrainske landbrugsjord under russisk kontrol, og det skaber også problemer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle