Direktør klar for naturfond med 875 mio. kr. i kassen

Kontorchef i Miljøministeriet, Flemming Nielsen, er ansat som direktør for Den Danske Naturfond. Dermed kan der for alvor sættes gang i fondens udviklingsarbejde, og opbygning af den nye organisation som skal bidrage til mere natur i Danmark.

Den første direktør, som skal stå i spidsen for Den Danske Naturfond, bliver Flemming Nielsen, 50, der tiltræder den 1. juli. Med ansættelsen af den første direktør tager naturfonden et stort skridt mod at realisere fondens formål om at skabe mere og bedre natur i Danmark, hedder det i en pressemeddelelse .

Fondens formand, Lauritz B. Holm-Nielsen, er glad for ansættelsen:

”Med Flemming Nielsen får Den Danske Naturfond en direktør, som har et stort overblik og en lang. erfaring indenfor natur- og miljøområdet. Derudover har han også en solid ledelsesmæssig baggrund og et veludbygget kendskab til de mange organisationer og interessenter, som vil blive en naturlig del af naturfondens fremtidige samarbejdspartnere.”

Flemming Nielsen er uddannet Cand.silv. fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, har arbejdet med miljøpolitik og naturforvaltning i tyve år og har næsten ti års erfaring som leder. Han startede sin karriere som forskningsassistent på Landbohøjskolen i 1994, og blev senere fuldmægtig på Kronborg Skovdistrikt i Nordsjælland og i Skov- og Naturstyrelsen. Efterfølgende har han både været direktionssekretær og kontorchef i Miljøministeriet. Seneste har han været sekretariatschef for Natur- og Landbrugskommissionen og chef i Miljøministeriets departement.

De første stillinger til naturfondens sekretariat forventes opslået i løbet af kort tid. Derudover skal fonden finde egnede lokaler til et sekretariat og påbegynde udarbejdelsen af fondens strategi for sit arbejde mv.

 

Faktaboks

Den Danske Naturfond

Den Danske Naturfond blev i januar stiftet som en privat, erhvervsdrivende fond. Fondens formål er at skabe

mere og bedre natur i Danmark.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget lovgrundlaget for fonden. Fonden

opbygger over en periode på fire år (2015-2018) en startkapital på 875 mio. kroner. Staten bidrager med 500

mio. kroner, Villum Fonden bidrager med 250 mio. kroner og Aage V. Jensen Naturfond med 125 mio.

kroner. Fonden vil løbende arbejde for at finde samarbejdspartnere og sponsorer, som vil bidrage til dens

projekter.

Fondens overordnede ledelse består af en uafhængig bestyrelse på syv personer udpeget af miljøministeren. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle