DLG: Kornmarkedet domineres af stormagternes indenrigspolitik

I januar måned har det bølget frem og tilbage med forskellige nyheder og rygter om eksportafgifter for korn ud af Rusland. Lørdag den 30. januar kom der måske en vis klarhed over både størrelse og funktionen af de russiske tiltag, som fortsat har til formål at sænke fødevarepriserne internt i Rusland.

Af Niels Vesterlund, trader DLG

Rusland er verdens største korn-eksportør, og det siger sig selv, at reguleringer i varestrømmen får indflydelse på prisdannelsen. I skrivende stund ser det ud til, at Rusland i februar indfører den planlagte afgift på 25,00 euro pr. ton.

Denne afgift fordobles i marts til 50,00 euro pr. ton. Derefter bliver afgiften flydende i forhold til verdensmarkedspriserne, som i denne sammenhæng må defineres som ”prisen i dollars FOB i Sortehavet”.

De udregninger vi har haft adgang til, tyder på at de russiske planteavlere kan se frem til, at gradueringerne i afgifterne vil fremprovokere de højeste priser i rubler allerede nu i februar.

Derefter er der udsigt til en trappemodel med ”negative månedlige tillæg” frem til foreløbig august.

Hovedspørgsmålet bliver: ”Kan disse beslutninger for alvor vende udviklingen i kornpriserne”?

Indtil nu har de russiske planteavlere siddet tilbagelænet og afventende, særligt ventende på regeringens næste træk. De kommende uger vil vise om weekendens signal er klart nok for det russiske landbrug?

Stigende behov i Kina

Kina har sin voksende befolkning og stigende levestandard på dagsordenen, og ser ud til at ville opfylde handelsaftalen med Trump-administrationen om at købe amerikanske landbrugsvarer for 50 mia. dollar. Før weekenden rapporterede USDA nyt salg på godt 2 mio. ton majs til Kina, som dermed kommer op på et samlet køb af majs på 5,6 mio. ton i sidste uge.

I alt kommer Kinas køb af amerikanske majs i dette høstår op på 17,5 mio. ton og må tages som et udtryk for Kinas stigende indenlandske behov til både fødevarer, foder og ethanol. Faktisk har Kina en politik om miljøvenlige brændstoffer, både biodiesel og ethanol. 

Politisk vil USA's nye præsident kunne sole sig i den øgede samhandel med Kina, men sagen er, at det koster på overgangsbeholdningerne i USA, som p.t. kun tegner til at blive marginal større end i 2012.

I disse måneder ”forsørger USA verden med majs”, idet Ukraine, pga. den mindre høst, er langt med deres eksport, og Argentinas og Brasiliens majshøst ligger foran os, og har været tørkeplaget de sidste par måneder.  

I Nord- og Vesteuropa må kornmarkedet betegnes som lokale hjemmemarkeder. Der er nu relativt små mængder hvede og byg tilbage til eksport fra både Frankrig og fra Østersøen, og det tegner i skrivende stund til en overkommelig opgave.

Arealfordeling for næste høst

Prisdannelsen på ny høst er så småt kommet i gang, og er lige en nu en konkurrence om arealfordelingen. Ikke så meget på vore breddegrader men i USA og Rusland. I USA er det majs vs. soja, der ”kæmper” om arealer, idet overgangsbeholdningerne for begge i løbet af indeværende høstår er blevet mindre, mens der har været stigende efterspørgsel til eksport.

I Rusland bliver eksportafgifterne, som endnu ikke er kendt i detaljer for andet end hveden, et vigtigt element i fordelingen af afgrøderne: vårhvede, vårbyg, majs og solsikker.

På vore breddegrader (Vest- og Nordeuropa) er der begyndende købsinteresser fra forbrugerne i de store importørlande. Lige nu er prisstruktur et negativt prishop ned til priserne på ny høst, så disse importørlande vil formodentligt kun have små overgangsbeholdninger (eller ingen). Interessen samler sig derfor om de tidligste terminer ud af høsten.
 

Faktaboks

Ansvarsfraskrivelse

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.”

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle