DLG om kornpris i spændetrøje: Udvikling ikke til at forudsige

Hvede på Matifbørsen har i et halvt år været låst i et usædvanligt snævert spænd 

Af prokurist I. Rolf Pedersen, DLG.

Siden midten af august sidste år har prisen på hvede på Matifbørsen på marts 2019 terminen været låst imellem euro 200 og euro 208,50.

Det er en usædvanlig lang periode uden nævneværdige prisudsving. Det ligner nærmest et beskyttet værksted, hvor markedskræfterne har kæmpet en forgæves kamp for at bryde ud af spændetrøjen. Det gode spørgsmål er derfor, i hvilken retning markedet bryder ud, når bruddet på et tidspunkt uundgåeligt kommer.

Trenden må betegnes som neutral, så fra den front får vi ingen hjælp. Tekniske analyser siger, at et brud på 200 euro i første omgang vil sende markedet ned i 194 euro, og at et brud på 208,50 euro i første omgang vil sende markedet op i 212 euro. Så fra den front får vi heller ingen hjælp. 

Matif hvede marts 2019:

Seneste USDA rapport tilbød heller ingen hjælp

I fredags kom den længe ventede månedlige USDA-rapport, som pga. af den delvise lukning af statsapparatet i USA ikke udkom i januar.

På kornområdet var der kun tale om små justeringer ift. december rapporten. Det forventede slutlager af hvede ved udgangen af indeværende høstår blev reduceret med 0,6 mio. tons og majs blev øget med 1 mio. tons. Ikke ligefrem en bombe under markedet, så fra den front fik vi heller ingen hjælp. 

Hvad skal vi så holde øje med?

  • Hvad sker der efter en eventuel Brexit
  • Globale lagre falder i mio. tons på et år med: hvede 12,5, alt foderkorn 34,8 og majs 31
  • Rusland ser ud til snart at løbe tør for ammunition til en fortsat stor korneksport
  • Russisk hvede er allerede blevet for dyrt på verdensmarkedet
  • Eksport af hvede fra EU til 3. lande er i de seneste uger kommet op i gear
  • Amerikansk hvede er blevet verdens billigste
  • Import af majs til EU er fortsat konkurrencedygtigt
  • Afrikansk svinepest
  • Handelskrig USA/Kina lurer i horisonten, selvom Trump overvejer at forlænge våbenhvilen
  • Råolie har været stigende siden nytår
  • Vil det snævre prisinterval fortsætte indtil et eventuelt vejrmarked sætter ind?

Mange brikker er i spil, og de trækker i hver sin retning. Som gamle Storm P sagde: ”Det er svært at spå, især om fremtiden”.

Ingen skråsikker mening om den fremtidige prisudvikling kan i den nuværende situation understøttes af reelle og saglige argumenter.

Faktaboks

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for evt. dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af evt. fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg." 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle