DLG: Polarkulde, nattefrost og store mængder regn påvirker kornmarkedet

Rundt i verden har intenst april-vejr påvirket kornhøsten, der flere steder er flere uger forsinkede.

Af Niels Vesterlund, trader DLG.

De sidste to uger i april har været meget volatile i et intenst vejrmarked baseret på forskellige scenarier i flere af verdens største kornproducerende områder. 

Vesteuropa har været plaget af koldt vejr og nattefrost i særdeleshed. Det er klart, at frugt- og vin- avlerne i Frankrig er hårdt ramt. Konsekvenserne for raps er det for tidligt at kommentere på, men i Danmark er blomstringen mindst to uger forsinket, og andre afgrøder er også bagud.

Foreløbig skønnes plantekonditionen i Frankrig som god, selv om skønnene for de to bedste kategorier i sidste uge er nedjusteret med 4 - 5 procent til 81/82 procent, men er fortsat markant højere end samme tidspunkt sidste år, samt også bedre end gennemsnittet for de sidste fem år.

Majssåning i Europa skrider fremad og er i Frankrig pr 3. maj tæt på tilsået. Generelt savner Central- og Nordeuropa nedbør. Oven på sidste års lille kornproduktion i Europa har markedet et skarpt fokus på, at EU+UK kommer tilbage til ”normal” produktion.

Sortehavet

Omkring Sortehavet skønnes afgrøderne også i god kondition. Der har været nogen udvintring af vinterhvede, men relativt vådt forårsvejr har forhindret rettidig om- eller isåning til vårhvede.

USA har været ramt af historisk polarkulde, som primært har ramt de store områder med vårhvede op mod grænsen til Canada (Dakota-starterne i særdeleshed). Grundlæggende burde de tørre forhold give god mulighed for så-arbejde, men bekymringerne for udbyttetab, i de værdifulde vårhveder med højt protein, bider sig fast. I det centrale Midtvesten er majssåning i fuld gang og ved indgangen til maj skønnes 50 procent af de forventede majsarealer tilsået, og er på niveau med samme tid sidste år.

Brasilien har kritiske vækstbetingelser

Brasiliens majsområde med majs som dobbelthøst efter soja, er for tiden verdens brændpunkt m.h.t. kritiske vækstbetingelser.

Høsten af soja blev forsinket med op til en måned pga. af for meget regn, og nu er man sæsonmæssigt i de uger, hvor det traditionelt kniber med regn, og p.t. er vejrudsigterne tørre. Dette område er forventet at producere op imod 73 mio. ton majs i de kommende 3-4 måneder og er normalt hovedleverandøren af majs til verdensmarkedet i månederne juli til september.

Kornproducenter tager sæsonens høje konpriser til sig

Der har været god ammunition til markedet, der i forvejen har været nervøst pga. af stor efterspørgsel fra verdensmarkedet (i første række fra Kina), og udsigten til fald i overgangsbeholdningerne efter høst ’20/21. Der er ingen grund til at tro, at verdens forbrug ikke fortsætter med at stige også i næste høstår, dermed er der behov for øget produktion i mindst samme størrelse for, at verdens overgangsbeholdninger forbliver tæt på uforandret. 

I vores lokale marked i Danmark/Nordeuropa samler fokus sig om gammel høst. Mange kornproducenter har for længst taget sæsonens høje kornpriser til sig og de skønnes på nuværende tidspunkt at være usædvanligt langt med salget. På forbrugssiden er det mere uklart i hvilket omfang, man har håbet på afmatning i prissætningen frem mod ny høst, og om der gemmer sig et skyggetal på forbrugssiden, som vil poppe op de kommende uger.
 

Faktaboks

Ansvarsfraskrivelse

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.” 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle