Dyrenes Beskyttelse: Landbrugsplan mangler fokus på omlægning af den animalske produktion

Dyrenes Beskyttelse er stærkt utilfreds med at regeringens nye landbrugsudspil ikke sætter ind på dyreområdet og satser mere ambitiøst på en omlægningen af landbruget.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) præsenterede onsdag regeringens landbrugsudspil, og det blev noget lunkent modtaget på Dyrenes Beskyttelses kontor. 

Her mener man, at regeringen skulle have sat ind overfor den animalske produktion i landbruget og i stedet sætte gang i en større omlægning til planteproduktion.

"Vi skal ikke afvikle dansk landbrug, men det skal bygges om. Vi har enorme dyreindustrier, og er det land i verden, der har flest dyr og producerer mest kød per indbygger. Det er kendt viden, at det er enormt klimabelastende, hvorimod et landbrug baseret på plantemad til mennesker og et langt mindre animalsk landbrug med dyr, der har det godt, vil være bæredygtigt, både når det gælder klima, natur, biodiversitet og dyrevelfærd", udtaler Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

I udspillet har regeringen prioriteret 96 mio. kr. fra EU’s fælles landbrugspolitik til udvikling af plantebaserede fødevarer, men det mener interesseorganisationen er alt for lidt og at området burde få mere opmærksomhed. 

"Regeringen skal hjælpe dygtige landmænd med at blive blandt verdens førende i at dyrke økologiske, proteinrige afgrøder af høj kvalitet. Afgrøder, som kan bruges til at lave plantemad til mennesker. Det skal erstatte den enorme klimabelastende animalske produktion og skabe en balance, hvor færre dyr til gengæld kan have det meget bedre, fordi dyreindustrierne udfases og naturens dyr får flere og bedre levesteder", står der i pressemeddelelsen.

"Vi appellerer til politikerne om, at de i de kommende forhandlinger ikke hænger fast i produktionen af i går. At fastholde en meget stor animalsk industri i stedet for at satse helhjertet på menneskeføde i form af planter svarer efter vores opfattelse til at insistere på fossile brændstoffer i stedet for vindmøller", tilslutter Britta Riis sig.

Også World Animal Protections danske afdeling har givet udtryk for lignende holdninger.

Emneord

Landbrugsaftale 2021

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle