Ellemann vil ikke hænge dyretransportører ud: Nu inviteres han ind til en snak

Jakob Ellemann-Jensen har til DR udtalt, at han ikke har ønsket at hænge den danske dyretransportbranche ud, men at han vil sikre dyrevelfærden.

Igår blev der fra dyretransportørernes organisation SamMark talt i meget skarpe vendinger om miljø- og fødevareministeren Jakob Ellemann-Jensen, da han ifølge organisationen fremsatte udokumenterede beskyldninger imod branchen.

Men SamMark har, efter Jacob Elleman Jensens udtalelse til DR i TV-avisen den 14. juni, med stor tilfredshed modtaget ministerens ord om, at han ikke har ønske om at hænge branchen ud, men at han vil sikre dyrevelfærden.

Det skriver SamMark i en meddelelse.

"Vi er meget enige med ministeren i, at dyrevelfærden skal være i orden – det er bl.a. god dyrevelfærd, vi lever af at eksportere. Når vi taler om dansk eksport af grise, taler vi om eksport af et af dansk landbrugs absolut eftertragtede produkter, nemlig gode sunde dyr i god trivsel, der i den grad er kontrolleret for deres kvalitet og velfærd, inden de lander hos køberne ude i Europa", skriver Lisbet Hommelhoff, formand for SamMark.

Inden dyrene rejser fra producenten i Danmark kontrolleres dyrene af producenten, der har forpligtet sig til at levere dyr af høj kvalitet.

Inden dyrene sendes ud af landet kontrolleres dyrene igen af SamMarks eksportører, der sikrer sig, at alle dyr er sunde og raske og i god trivsel, således at de også vil udgøre topkvalitet, når de når frem til den kvalitetsbevidste køber.

"Inden dyrene sendes afsted på rejsen, skal eksporten certificeres af fødevarestyrelsens veterinærer, der syner og godkender dyrene og foretager, det vi kalder, en 100% kontrol, nemlig et syn af alle dyrene i bevægelse" siger hun.

inviterer til kaffe og en snak

Ved ankomst til køber underlægges dyrene den ultimative kontrol, hvor køber kritisk kontrollerer dyrene for at konstatere, at de fortsat lever op til det høje kvalitetsniveau, køberne er lovet ved handlens indgåelse.

"Vi kan med rette sige, dyrene underlægges en intensiv kontrol fra afgang til ankomst, og affødt heraf finder vi fælles fodslag med ministeren om den høje prioritering af god dyrevelfærd".

SamMark vil nu invitere ministeren, så de i fællesskab kan udnytte ventetiden indtil den af ministeren bestilte redegørelse foreligger.

"I mellemtiden har vi en forventning om, at Fødevarestyrelsen følger procedurerne og gennemfører partshøring i de omtalte sager. Herefter kan såvel Ministeren som SamMark forholde sig til fakta på et oplyst grundlag og branchen kan få syn for at Ministeren ikke ønsker at hænge os ud".

"Det er på sin plads at vi som branche tager ansvar for at synliggøre for ministeren, hvordan vi forholder os til lovkrav, kundernes forventninger, dyrevelfærd og ikke mindst egen stolthed over at bidrage til dansk landbrugs eksportsucces til gavn for det danske samfund og derfor ser vi frem til at møde ministeren og vise vores branche frem", siger Lisbet Hommelhoff, formand for SamMark.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle