Endnu en sang fra traktoren: "Tartelet-Thomas" er træt af regn

De fleste har opdaget, at der er faldet meget regn på det sidste. Også Thomas Birkedal, der i 2017 blev kendt for sin sang om tarteletter. Han er godt træt af regn i ny sang.

Man fristes til at sige, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig.

For den 33-årige traktorfører hos Skave Maskinstation, Thomas Birkedal, har da i rigelige mængder fået opfyldt sit ønske fra i sommer.

I sommer, da det var aller mest tørt, skrev Thomas Birkedal, som du måske husker som den unge landmand, der sang om hønsekød og tarteletter fra sin traktor i 2017, en sang om, at han var "klar til regn".

Det har han - og resten af Danmark - nu fået i store mængder, hvorfor der også har været materiale til en ny sang.

For regnen har også ramt i Skave Maskinstations område omkring Holstebro.

"Det regn der, det skal bare stop - og det er lige nu", siger den unge landmand i videoen med sangen, som han har delt på Facebook.

Sangen er skrevet på Dodo And The Dodos' sang "Vågner I Natten", og han synger blandt andet:

"Savner noget at trække med, så vi kan komme op.
Det har regnet lidt for længe nu, gid det må forsvinde, uh vi ville gøre alt, bare forsvind, ja, bare forsvind".

Om det er kedsomhed eller et skørt indfald, der får traktorføreren til at finde på nye sange, ved han ikke rigtig.

"Når jeg er på arbejde og i godt humør, får jeg nogle gange lyst til, at der skal ske et eller andet", har Thomas Birkedal ved en tidligere lejlighed sagt til landbrugsavisen.dk.

Thomas Birkedal må siges at have succes med sine videoer, for sangen, som blev udgivet tidligere på dagen torsdag, har efter blot syv timer fået 800 likes, 250 kommentarer og er blevet delt 570 gange.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle